37 unge håndboldspillere fra FREM Skørping var i påsken til påskecup i den hollandske by Arnhem.

 

Af John Jensen, lokaljournalist

 

SKØRPING/ARNHEM: Der var flotte resultater til spillerne fra Skørping, da de fra skærtorsdag til og med 2. påskedag var til et stort ungdomsstævne i håndbold i den hollandske by Arnhem. 

Men vigtigst af alt fik de unge håndboldspillere store oplevelser både sammen og med nye venner fra en række europæiske lande.

Deltagerne kom fra Sverige, Tyskland, Schweiz, Frankrig og Holland. FREM Skørping var med som eneste danske klub ved påskestævnet.

Godt humør og åbenhed

Skørpingspillerne gjorde sig bemærket ved stævnet med deres gode humør, fællesdans og deres åbenhed over for spillere fra andre hold, lyder det fra ledergruppen på turen.

- Mange af vores spillere har fået flere udenlandske venner på ”Snap” efter denne tur, fortæller de.

Efter busturen til Arnhem torsdag blev spillerne indkvarteret i små hytter i en feriepark, og fredag var der mulighed for at se på byen og den berømte John Frost-bro, der var ramme for intense kampe i 1944 under 2. verdenskrig.

Alle kampe blev spillet i samme bygning, hvor der var plads til intet mindre end fem håndboldbaner. På den måde kunne deltagerne fra Skørping følge med i alle klubbens kampe.

Flotte resultater

FREM Skørping deltog med et U13-pigehold og et U13-drengehold, et U15-pigehold og et U15-drengehold. 

Holdene er allerede rutinerede i at tage til cup to gange om året: Puma Cup og Tornby Cup. Dog med undtagelse af U13 piger, som hoppede direkte ud i den store cup-tur uden nogen erfaring, 

- Det klarede de superflot, lyder fra trænergruppen. 

Lørdag var der indledende kampe for alle hold, men også tid til en tur i svømmehal og diskotek om aftenen.

Søndag blev der spillet placeringskampe, hvor U13-drenge vandt ”Fair Play”, U15-piger fik en 2. plads og U15-drenge en 1.plads. 

Det vigtige sammenhold

Der er glæde over resultaterne, men mest af alt fremhæver trænerne de unges sammenhold på turen.

- Spillerne virkelig har været gode til at heppe på hinanden og være sammen på tværs. Fællesskab, grin og gode oplevelser på turen har styrket relationerne i klubben, lyder det fra trænergruppen.

e-max.it: your social media marketing partner