Efter et års forarbejde af borgerforeningen og lokalrådet i Bælum er der nu adgang til en hjertestarter ved Skovpavillonen i Sønderskoven.

 

Af John Jensen, lokaljournalist

 

BÆLUM: Nu er der også adgang til en hjertestarter ved Skovpavillonen i Bælum Sønderskov. En borger henvendte sig for et års tid siden til lokalrådet med et ønske om en hjertestarter til det velbesøgte mødested i skoven.

Det fortæller Charlotte Faber Madsen, der blev den, som påtog sig opgaven på vegne af Bælum Lokalråd og Bælum Borgerforening.

- Jeg har tidligere været med til at oprette Hjerteløberne i Bælum, så det lå naturligt for mig at tage den her opgave med blandt andet at søge penge til formålet, siger hun.

Hjertestarteren ved Bælum Skovpavillon er placeret frit tilgængeligt på hjørnet af bygningen.

Ingen forhindringer

Forarbejdet forløb fuldstændig uden problemer, fortæller Charlotte Faber Madsen, og for nylig kunne der sættes punktum for projekt Tryghed i Skoven med en hjertestarter, monteret udendørs på hjørnet af Skovpavillonen.

Borgerne i Bælum har ifølge Charlotte Faber Madsen i forvejen adgang til tre hjertestartere: ved plejehjemmet, på butikspladsen og ved vandværket, men det giver god mening med en fjerde i skoven.

- Der er et godt stykke fra Skovpavillonen, hvor der kommer mange mennesker, og ind til byen, siger hun.

Borgerforeningens ansvar

Det er borgerforeningen, som får det formelle ansvar for hjertestarteren, og finansieringen af vedligeholdelse er med projektet sikret de første fem år.

Hjertestarter og montering har kostet 35.000 kroner, og Bælum Borgerforening og Bælum Lokalråd har bidraget med en tredjedel af udgiften, mens Spar Nord Fonden har bidraget med resten af finansieringen.

e-max.it: your social media marketing partner