Foråret er på vej, og i lokalområdet langs Hærvejen findes 11 særligt udvalgte vandreruter, der gør det nemt at komme ud i naturen. Hærvejens Perler er korte rundture på 5–12 km, som kan klares på en dag og byder på nogle af de smukkeste naturoplevelser langs den historiske rute. Blandt disse finder man også 3 perler i det himmerlandske landskab.

Påskeferien og pinseferien begynder snart at vise sig i kalenderen, samtidig med at vintergækker og krokus bryder frem fra jordens muld, som små tegn på forårets glæder.

For mange danskere er det netop nu, lysten til at komme ud i naturen vender tilbage.

– Vi ved, at mange gerne vil ud i naturen, men ikke nødvendigvis har tid eller mulighed for at gå en lang etape. Hærvejens Perler gør det enkelt at få en god vandreoplevelse på få timer. Man kan starte og slutte samme sted, og ruterne er tydeligt afmærkede, så alle kan være med, siger sekretariatschef for Udvikling Hærvejen Julie Fabian.

Hærvejens Perler er 11 nøje udvalgte vandreruter, der fører gennem særligt naturskønne områder langs ruten. Alle ruter er A-A rundture, så man starter og slutter samme sted, hvilket er ideelt til en dagstur.

 

Rebild Bakker-Perlen – Rebild Kommune

Længde: ca. 9 km,

Tid: ca. 2,5–3 timer

Rebild Bakker-Perlen fører gennem et af Danmarks mest ikoniske naturområder, hvor de åbne lyngbakker og de gamle bøgeskove i Rold Skov mødes

Undervejs passerer man Troldeskoven, hvor gamle bøgetræer gennem tiden har fået forvredne og eventyrlige former. 

Ruten giver også mulighed for at opleve nogle af de mange kilder og små vandløb, der udspringer i området omkring Rold Skov. 

 

Gravlev Ådal-Perlen – Rebild Kommune

Længde: ca. 8 km

Tid: ca. 2–3 timer

Gravlev Ådal-Perlen fører gennem en af de smukkeste dale i Nordjylland, hvor vandløb, kilder og grønne enge danner et levende landskab mellem Rold Skov og Rebild Bakker. Ruten følger ådalen og giver flere steder udsigt til de stejle bakker, der rejser sig omkring dalen.

Undervejs passerer man flere af områdets kendte kilder, som siden oldtiden har haft stor betydning for mennesker i området. Kilderne har gennem tiden været brugt både som drikkevand og som steder, hvor man mente, at vandet havde helbredende egenskaber.

 

Røverruten-Perlen: Røverstuen og de dybe skove i Rold Skov – historier og natur på én vandretur.

Røverruten-Perlen – Rold Skov

Længde: ca. 7 km

Tid: ca. 2 timer

Røverruten-Perlen fører gennem de dybe skove i Rold Skov, hvor historier om røvere og rejsende på den gamle Hærvej stadig lever i fortællingerne. I gamle dage var skoven et sted, hvor røverbander kunne gemme sig og overfalde rejsende på vej gennem Jylland.

Et af rutens mest spændende steder er Røverstuen, en stor jordfaldshule, hvor røverne ifølge sagnet holdt til. Hulen er et dramatisk naturfænomen skabt af kalkens opløsning i undergrunden.

Ruten går også forbi Hvass Sø, en lille skovsø omgivet af høje træer og stille skovbund.

/HF

 

FAKTA

Vandrerundture med direkte kobling på Hærvejens vandre- eller cykelrute

Er certificerede af Deutches Wanderinstitut (DWI) eller European Ramblers Federation (ERA) som en garanti for, at ruten har en særlig høj oplevelsesværdi.

Afmærket så den kan opleves uden papirkort og uden kort/gps-rute på telefonen.

Har et start- og slutpunkt, hvor ruterne er formidlet med infotavle. 

Afmærket med deres eget udtryk, der er overensstemmende med Hærvejens nye visuelle identitet, men ikke med det samme logo som Hærvejens hovedrute.

Udviklingen af Hærvejen er støttet af Nordea-fonden.

e-max.it: your social media marketing partner