I begyndelsen af marts var det billedkunstner og kirkekunstner Simon Aaen, der var formiddagens kirkehøjskole-foredragsholder i Sognehuset i Haverslev.

Af Anne K. Møller

 

HAVERSLEV: Organist ved Haverslev og Aarestrup kirker, Anette Kjær, er arrangør af disse opløftende foredrag, og med sin musiske stemme og klaverspil, vækkes alle deltagernes interesse for dagens foredragsemne. Fælles morgensang i kirken er med til at åbne øjnene for alt det, der stadig er godt mellem mennesker, i verden.

Simon Aaen bor på Djursland, der med meget hav omkring sig, giver kunstneren stor inspiration til at beskrive himmel, hav, horisont og natur i sine værker.

For Simon Aaen betyder naturen og troen meget. Han låner billeder fra naturen, han kan se det lille i noget stort, og det giver ro, at der er noget, der er større end mig/dig, og er med til ”at trække himlen ned til os!”

I 2011 lavede Simon Aaen sit første alterbillede, og det blev Haverslev Kirke, der fik fornøjelsen.

Billed- og kirkekunstner Simon Aaen med et af sine billeder, der er inspireret af natur og tro.

Hele processen tog lang tid, ni år, og Aaen tog os med ind i arbejdet fra natur (foto) til værk, og beskrev de mange organisationer, der er ind over, når ny altertavle m.m. skal laves. Menighedsråd, arkitekter, stiftet, biskoppen, akademirådet, nationalmuseet m.fl.

De tre fløje i Haverslev altertavle, hvor landskabet er nordisk fra mørke til lys, ”læses” fra venstre, og er inspireret af Påskefortællingen (Passionsfortællingen): Jesus indtog i Jerusalem, ridende på et æsel, i midten korsfæstelsen med tre kors på Golgata og blodpletter på jorden, og så den sidste fløj, der viser en lyssøjle, opstandelsen og måske også Helligånden. Skikkelserne er alle transparente.

Simon Aaen har været billedkunstner og kirkekunstner i 20 år. Han blev født i Nigeria, og levede der sammen med sine missionær-forældre til han blev syv år. Så flyttede familien hjem til Danmark, hvor forældrene fortsatte deres kirkelige og kunstneriske arbejde, og sønnen Simon fik den base han havde brug for, så han kunne udvikle sig som kunstner. Malerier, altertavler, prædikestole, indretning og farvesætning af kirkerum, livstræskors lavet af bronze m.m.

Simon Aaen tager mange fotos i naturen, fotos, der så senere danner inspiration til små og store malerier. Naturen og troen er omdrejningspunktet, og med fremviste eksempler på både fotos og de færdige malerier, var det tydeligt, at storheden ofte kan findes i det små.

Simon Aaen fortæller engageret om sin kunst og kirkeprojekter under formiddagens kirkehøjskole i Sognehuset i Haverslev.

Ønsker man, udover altertavlen i Haverslev Kirke, at se et par andre eksempler på Simon Aaens fine kirkekunst, kan man besøge Ilskov Kirke og/eller Skarrild Kirke. 

– Naturen og troen er mine to ben, sluttede Simon Aaen. 

e-max.it: your social media marketing partner