Denne vinter har dagplejebørnene i Suldrup haft fornøjelsen af et særligt musikforløb i samarbejde med Rebild Kulturskole. Over flere onsdage samles børnene i Børnehaven Tumlehøj, hvor sang, musik og bevægelse står i centrum – og forløbet er endnu ikke afsluttet, da der er en gang tilbage.

 

SULDRUP:  Forløbet ledes af kulturskolelærer Anne Cathrine, som introducerer børnene til sanglege, rytmer, instrumenter og bevægelse. Her får de yngste børn mulighed for at opleve glæden ved musikken i trygge rammer sammen med deres dagplejer – Lisbeth, Hanne, Lea og Maiken.

Musikforløbet gav børnene mulighed for at synge, danse og spille sammen.

Musikforløbet strækker sig over vinteren 2025/2026, og gentagelserne fra gang til gang giver børnene mulighed for både at genkende sangene og udvikle sig musikalsk. Den faste rytme i forløbet skaber tryghed, og børnene bliver mere og mere deltagende undervejs. I dagplejen oplever man tydeligt, hvordan musikken samler børnene: nogle synger med, andre danser, mens andre klapper eller spiller på instrumenter – men fælles for alle er, at de bliver en del af fællesskabet.

Forløbet er et glimrende eksempel på, hvordan samarbejdet mellem dagplejen og kulturskolen kan skabe meningsfulde og berigende oplevelser for kommunens yngste borgere – og der er stadig en sidste musikgang tilbage, som børnene ser frem til.

Kulturskolelærer Anne Cathrine fra Rebild Kulturskole stod for musikforløbet, hvor børnene deltog i sanglege, rytmer og bevægelse.

 

e-max.it: your social media marketing partner