Det nyvalgte Rebild Ældreråd har holdt opstartsmøde med fokus på samarbejde, roller og fælles retning for de kommende fire år. Dagen bød på oplæg, vidensdeling og drøftelser, der skal styrke samarbejdet mellem Ældrerådet og kommunen til gavn for seniorernes trivsel og livskvalitet.

 

REBILD: Formålet med dagen var at skabe en fælles rammesætning og sikre vidensdeling mellem kommunen og Rebild Ældreråd for at fremme og fastholde kommunens seniorers trivsel og livskvalitet. Der var fokus på et indgående kendskab til Center for Pleje og Omsorg samt Rebild Kommunes værdier og visioner som et fælles afsæt, herunder samspillet med Rebild Ældreråd.

Der skulle defineres roller, forventninger og samarbejdsflader, som vil skabe tryghed, effektivitet og respekt i samarbejdet mellem råd og forvaltning.

Glimt fra opstartsmødet i Rebild Ældreråd, der er klar til den kommende valgperiode med fokus på samarbejde, roller og fælles retning. Fra venstre: Mona Høegh (næstformand), Bent Skovgaard Olsen, Lise Beck, Holger Pedersen (formand), Thorkild Bækkelund (kasserer), Ole Majgaard, Pernille Garde Laursen (sekretær), Merry Pedersen, Birgitta Sloth Christiansen (centerchef, CPO), Charlotte Larsen, der sidder mellem Birgitta Sloth Christiansen og Janette Sagan, men som ikke er synlig på billedet, Janette Sagan (udvalgsformand) og Henrik Christensen. Henny Larsen var ikke tilstede.

Ældrerådet har ingen beslutningskompetence, men skal give høringssvar til alle ændringer inden for seniorområdet. 

I den netop afsluttede valgperiode er ældrerådet blevet et samarbejdsorgan, som inddrages tidligere i dialogen, inden beslutninger træffes. Denne form for arbejde ønskes styrket i den kommende periode.

Et vigtigt formål for dagen var at ”klæde” de fire nyvalgte medlemmer på samt finde en samarbejdsmodel med de fem fortsættende ældrerådsmedlemmer. 

Dagen begyndte med indlæg af direktør Charlotte Larsen, udvalgsformand Janette Sagan, centerchef Birgitta Sloth Christiansen samt rådets sekretær, Pernille Garde Laursen.

Der blev ligeledes orienteret om Rebild Kommunes anvendelse af moderne teknologier i ældreplejen samt beredskabsplanerne for plejehjemmene og plejekrævende hjemmeboende borgere i tilfælde af strømsvigt og hacking angreb.

Eftermiddagen var henlagt til gruppearbejde, hvor Ældrerådet sammen formulerede sine holdninger og ønsker til de kommende fire års arbejde.

En positiv dag, der skabte rammer for, at Rebild Ældreråd er klar til at tage fat på arbejdet til gavn for kommunens mange seniorer.

/HF

e-max.it: your social media marketing partner