- Onsdag, 4. marts 2026
Højskoleaften i Haverslev
Kom med til en stemningsfuld aften i musik og fortælling, når Mette Kathrine Jensen Stærk deler historier fra dansk folkemusik og spiller levende musikeksempler ved sæsonens sidste højskoleaften i Haverslev.
Onsdag den 11. marts rundes sæson 2025-2026 i Midthimmerlandske Højskoleaftner af med et musikalsk foredrag af Mette Kathrine Jensen Stærk i Sognets Hus i Haverslev.
Mange kender Mette Kathrine Jensen Stærk fra folkemusikgruppen Zenobia, hvor hun optræder sammen med søskendeparret Louise og Charlotte Støjberg. Men denne aften kan man opleve en anden side af den alsidige musiker, der både er komponist, forfatter, fortæller og rigsspillekvinde.
”Fra Thy til Christiania”
Mette Kathrine Jensen Stærk har igennem de sidste 25 år forsket i folkemusikalske dialekter og det særlige i vores musikalske kulturarv. Det førte i 2023 til udgivelsen af bogen Mit musikalske modersmål.
Hun har brugt et år på at besøge 80 forskellige spillefolk – fra Thy til Christiania og fortæller denne aften om, hvordan ydergrænserne i dansk dialektmusik måske nok går fra Thy til Christiania, men musik har til alle tider rejst uden pas, så den danske traditionsmusik er også at finde i Iowa, Grønland og på Sankt Croix.
Mette Kathrine Jensen Stærk vil undervejs fortælle selvoplevede spillemandshistorier, og også om de historier, hun har arvet fra nogle af de mest markante afdøde spillemænd. Hun er en festlig og farverig fortæller og blændende dygtig på sit instrument, så der vil naturligvis også blive flettet melodier og musikeksempler ind mellem fortællingerne.
– Alle er meget velkommen til en aften med både musik, fortælling, fællessang og aftenkaffe,- alt sammen i bedste højskoleånd. Det er ganske gratis, og man møder bare op, hvis man kunne tænke sig at være med, fortæller organist Anette Kjær, der sammen med Haverslev menighedsråd står bag Midthimmerlandske Højskoleaftner.
/HF

