Siem Forsamlingshus leverede i løbet af tre forrygende dage årets dilettantforestilling for 250 gæster.

Af John Jensen, lokaljournalist

SIEM: Stemningen var høj, da de otte dilettantskuespillere i Siem præsenterede forestillingen ”Tipsklubben”, og publikum kvitterede med latter og klapsalver. Det gav skuespillerne et rigtigt godt rygstød, da de smed nervøsiteten til side og præsenterede resultatet af måneders arbejde med de tre akter i forestillingen.

- Det betyder rigtig meget, at man kan mærke publikum nede fra salen. Dilettanterne følte sig næsten flyvende på scenen, lyder det fra Hanne Sørensen, der er en af kræfterne bag årets forestilling.

Som traditionen i Siem byder, var første dag afsat til inviterede gæster fra boenheder i lokalområdet, og de fik før forestillingen serveret mørbradgryde med ris og salat samt islagkage til dessert. 

Fredag var forestillingen totalt udsolgt med 124 gæster og der var et stort og lækkert oste-pølsebord efter forestillingen. Brødet til det overdådige bord var som altid hjemmebagt af byens borgere.

Lørdag kunne alle 88 gæster efter forestillingen forsyne sig ved den store buffet, og da maden var spist, spillede One by One op til dans.

Endnu en gang kan dilettanter i Siem med rette hvile på laurbærrene, og se tilbage på tre dage med fest og god stemning. Scenen er ryddet og alt pakket væk, så der er klar til de næste aktiviteter i Siem Forsamlingshus. Næste større arrangement bliver koncert med Ivan Pedersen, der, med en turné rundt i landet fejrer sit 60-års jubilæum på den danske musikscene.

 

 

e-max.it: your social media marketing partner