- Onsdag, 4. februar 2026
STØVRING: Det velkendte januarudsalg blev afsluttet med et brag af en udsalgsfest i månedens sidste tre dage. Støvring Handel og Erhverv havde efter initiativ fra Amia Nejsum, butikschef i Matas Støvring, iværksat byens første pop-up outlet – men bestemt ikke den sidste!
Det var tre ”fantastisk travle dage” for de af byens mange butiksindehavere, som havde tilsluttet sig outlettet. Interessen var overvældende og folk strømmede ind fra åbningstidspunktet om torsdagen til lukketid lørdagen kl. 13.
– Folk synes det har været en mega god idé, og de håber at vi laver det igen, fortæller Amia Nejsum glad.

Rikke Fruergaard, indehaver af footsteps, Sirius og noah, gjorde klar med kasser fyldt med outletvarer til byens første pop-up outlet i Støvring, som blev en kæmpe succes.
Rikke Fruergaard, indehaver af footsteps, Sirius og noah, er også meget tilfreds:
– Det var en kæmpe succes og mega godt at vi var så mange butikker. der gik sammen, fortæller hun og at hun håber at de kan gentage succesen.
Outlettet var en bæredygtig måde at få ryddet ud i butikkernes restvarer på. Det betød også ekstra nedsatte tilbudsvarer for at minimere spildet og til gavn for kundens pengepung - men det slutter ikke der: flyverdragter, tøj og sko som blev til overs efter de tre dages vilde tilbud er blevet sendt via den velgørende forening, Together We Are Stronger, til Ukraine. Der kan de glæde bl.a. forældreløse børn på børnehjem i den strenge vinterkulde.

Kunderne strømmede ind under Støvrings populære pop-up outlet – tre dage med gode tilbud og glade ansigter.

/LH

