- Onsdag, 21. januar 2026
Nærhed og personlig betjening bliver prioriteret på Skørping Dyreklinik, der snart kan fejre jubilæum.
Af John Jensen, lokaljournalist
SKØRPING: 7. marts er det ti år siden, dyrlæge Gry Rauff Martinez for første gang slog dørene op til Skørping Dyreklinik. Hun havde efter studietiden arbejdet som dyrlæge i nogle år, og nu bød der sig en mulighed for at etablere egen klinik i Skørping.
Hun lejede sig ind i Jyllandsgade 9, den lille, lavtliggende butik tæt på torvet, og begyndte på egen hånd.
- Det passede fint med mine behov, både i forhold til at arbejde i et nærmiljø men også rent praktisk, fordi jeg bor her i byen, har fem børn og en hverdag, der skulle hænge sammen, lyder det fra Gry Rauff Martinez.
Røntgen- og scanningsarbejde måtte hun i begyndelsen få lavet på andre klinikker, både fordi tiden ikke var til de store investeringer, men også fordi pladsen og mulighederne i den lille butik var meget begrænsede.

Jon Kold er på Skørping Dyreklinik fire dage om ugen.
Brug for hjælp
Men det var hårdt at skulle stå for alting, så på et tidspunkt fik Gry Rauff Martinez tilknyttet sin gudfar Carl Ole Rather, som også er uddannet dyrlæge. Han hjalp, og hjælper fortsat, på vikarbasis, og på et tidspunkt blev der også ansat en veterinærsygeplejerske i den ekspanderende virksomhed.
Kundeskaren voksede, og Gry Rauff Martinez blev rigtig glad for at have klinik i Skørping.
- Det er et utrolig behageligt klientel, vi har her i området, og dejlige dyr, siger hun.

Personaletavlen viser, hvem kunder kan møde på klinikken. Der er 11 personer tilknyttet og ingen planer om udvidelse, fortæller Gry Rauff Martinez.
Større lokaler
Så da mulighed bød sig, rykkede Skørping Dyreklinik i slutningen af marts 2021 til sin nuværende placering i Jyllandsgade 22. Lokalerne her giver præcis de muligheder, Gry Rauff Martinez ønsker i sin klinik, som hun nu driver sammen med dyrlæge Jon Kold og dyrelæge Alexandra Jacobsen med hjælp fra to veterinærsygeplejersker, tre veterinærsygeplejerskeelever, en servicemedarbejder og en værtinde.
Klarer det meste
Klinikken kan i dag tilbyde de fleste behandlinger af kæledyr med undtagelse af MR- og CT-scanninger samt specialiserede operationer af for eksempel øjne. Klinikken har et vagtsamarbejde med dyreklinikker i Møldrup og Skals, så der uanset tidspunkt altid er mulighed for hjælp til sine dyr, fortæller Gry Rauff Martinez.
- Vi udveksler også oplysninger, hvis vi ved, der er nogle af vores klienter, der vil få brug for behandling i vagtperioderne, så den dyrlæge, der skal behandle dyret, har de optimale muligheder, siger hun.

Gry Rauff Martinez i et undersøgelsesrum med en kat, der er blevet kastreret. Klinikken tager af hunde og katte med andre smådyr som for eksempel kaniner, marsvin, krybdyr og fisk.
Den rigtige størrelse
Der er ingen planer om at udvide staben, for Skørping Dyreklinik har den helt rigtige størrelse i forhold til det, både Gry Rauff Martinez og Jon Kold, ønsker i pleje og behandling af dyr.
Muligheden for at opbygge en nær kontakt til sine klienter var faktisk en af de afgørende punkter for Jon Kold, da han blev tilknyttet Skørping Dyreklinik.
- Det her med at have sine ”egne” patienter, der efterhånden kan genkende én, er rigtig dejligt. Det får man ikke i samme grad på de store klinikker, siger han.
Gry Rauff Martinez og Jon Kold er begge på skift daglige ledere på Skørping Dyreklinik, som nu er en del af VetCare, der er en landsdækkende sammenslutning af lokale dyreklinikker og - hospitaler.

