- Torsdag, 15. januar 2026
Tirsdag den 6. januar var der 1 år siden, de første beboere flyttede ind på Støvring Friplejehjem. Det blev fejret med beboerne og deres pårørende sammen med personalet og bestyrelsen.
STØVRING: I et solbeskinnet snelandlandskab omkring Buderupholm tog Støvring Friplejehjem imod beboernes pårørende, plejehjemmets- og støtteforeningens bestyrelse for at fejre 1 års fødselsdag sammen med dele af personalet.
I de fælles spise- og opholdslokaler var bordene pyntet festligt med flag og blomster, mens godt 70 forventningsfulde gæster fandt deres pladser til middagen, akkompagneret af stille baggrundsmusik fremført af Gert Degn.
Inden spisningen bød forstander Henriette Åsker velkommen og opsummerede året, som var gået, som hun betegnede som hektisk, bl.a. med modtagelse af 25 beboere på bare tre uger, nye medarbejdere, indarbejdelse af arbejdsgange og lære beboerne at kende.
Beboernes trivsel og dagligdag er højest prioriteret, og som hun udtrykte det:
– Vi fik et nyt flot hus, som skulle blive til et hjem. Et arbejde, som fortsat foregår.

Forstander Henriette Åsker holder tale for beboere, pårørende, personale og bestyrelse ved fejringen af Støvring Friplejehjems 1-års jubilæum, hvor hun satte ord på det første hektiske år og arbejdet med at skabe et hjem for beboerne.
Der blev desuden udtrykt stor tak til pårørende, medarbejdere og bestyrelsen for opbakningen. Plejehjemmet har haft alle boliger beboet siden, og der er en venteliste med borgere, som ønsker en plads på Støvring Friplejehjem.
Herefter tog social- og sundhedsassistent Dorte Bjerrum ordet på vegne af personalet og gav udtryk for, at et spændende år var gået, og at der blandt personalet er en pionerånd, som har bidraget til at skabe et hjem for beboerne. Arbejdet er en løbende proces med god inddragelse af beboerne og pårørende. Der blev takket for et godt kollegialt samarbejde, der understøtter udviklingen. Dortes indlæg blev mødt med stort bifald.

Forsamlingen nyder hyggestunden under 1-års fejring af Støvring Friplejehjem, med beboere, pårørende og personale samlet omkring festligt dækkede borde.
Højdepunktet var nok buffeten, som var tapas lækkerbiskner produceret af det lokale produktionskøkken. Der blev serveret vin m.m. til maden hvilket var til stor fornøjelse for beboerne.
Arrangementet sluttede med ro og hygge, og flere af beboerne benyttede lejligheden til en velfortjent pause.
Alle ser nu frem mod foråret, hvor beboerne kan nyde at haveanlægget, der blev færdiganlagt i det sene efterår.
/HF

