- Torsdag, 15. januar 2026
Teksterne er skrevet, rollehæfterne er delt ud, og man er i gang med at øve til dette års Stubhusrevy som er nummer 23.
STØVRING: Det er altid en aften med stor spænding for forfattergruppen, når rollehæfterne deles ud. Det er først der, forfatterne får det første indtryk af de tekster og sange, de har skrevet. Skuepillerne er også meget spændte, og det er altid en aften med stor koncentration og megen latter. Sådan var det også i år, da holdet mødtes til den første øveaften, så at dømme ud fra det bliver det en revy, som man godt kan glæde sig til.
- På skuespillersiden er det de samme medvirkende som sidste år, og det er bare så dejligt med et stærkt hold der møder op motiverede, og altid er klar til de mange udfordringer, de får undervejs, siger en stolt revydirektør Conny Blicher.
Man kan derfor glæde sig til et gensyn med Ane Batsberg, Bente Frølund, Janne Johansen, Maria Nortvig Bloch, Ejnar Lyngby, Nikolaj Sloth Thuesen og Kenneth Hougaard, når de går på scenen i uge 10.
Instruktør er som sædvanlig Lars Svendsen, hvilket er en stor glæde for holdet, da Lars som altid formår at give de skrevne tekster det sidste tvist, sådan at publikum får det de kommer efter - nemlig et godt grin - og mon ikke der traditionen tro bliver rig mulighed for at trække på smilebåndet og bruge lattermusklerne, når Stubhusrevyen står på scenen i Stubhuset den 6., 7. og 8. marts. /LO

