- Tirsdag, 6. januar 2026
Der var stor tilslutning, da Rebild Turistforening bød på nytårstur i vinterlandskabet i Skindbjerglund søndag 4. januar.
Af John Jensen, lokaljournalist
REBILD: Rebild Turistforenings nytårstravetur blev en stor succes med 105 deltagere på en næsten fem kilometer lang tur i Skindbjerglund. Turen fandt sted fra klokken 13 til 16 på en vindstille vinterdag med et par graders frost, omkring 10 centimeter friskt snedække og enkelte solstrejf.
Erfaren guide
Skovfoged Lars Wachmann var guide på turen og fortalte undervejs om Skindbjerglunds historie under Naturstyrelsen samt om det daglige arbejde i området, herunder udviklingen af de forskellige skovtyper. Deltagerne hørte også om de dyr, der er sat ud i området, herunder de 29 exmoor-vildheste, gruppen var så heldig at få at se, samt geder og kvæg, der også kan opleves i området.

De 105 deltagere mødtes på Rise P-plads i god tid, så turen kunne begynde klokken 13.
Naturnationalpark?
Undervejs gik turen til skovkanten med udsigt over den snedækkede Lindenborg Ådal, hvor sangsvaner kunne ses og høres over ådalen.
Lars Wachmann fortalte også, at der endnu ikke er truffet afgørelse om, hvorvidt Skinbjerglund skal udpeges til naturnationalpark. Skindbjerglund er i øjeblikket på 228 hektar, og området er blevet nævnt som et muligt kommende naturnationalparkområde. Beslutningen skulle have været taget allerede i september 2025, men den lader vente på sig.

Dagens guide i Skindbjerglund var skovfoged Lasse Wachmann. I baggrunden Lindenborg Ådal.
Varm kakao og boller
Efter den to og en halv time lange tur samledes deltagerne igen ved Rise P-plads, hvor der blev budt på varm kakao og boller, inden arrangementet sluttede klokken 16 ved solnedgangstid.
Deltagerne var så heldige at opleve nogle af de 29 Exmoor-vildheste, der lever i Skindbjerglund.

