Arrangørerne anslår, der i weekenden har været 5-6.000 besøgende ved to forrygende julemarkedsdage i Skørping.

Af John Jensen, lokaljournalist

 

SKØRPING: Kulturstationen stod i weekenden på den anden ende med juleaktiviteter af mange slags i hver en krog. Det efterhånden veletablerede julemarked samler mange folk, ikke bare fra Skørping-området, fortæller en af arrangørerne, Henrik Bugge Mortensen.

- Det er sjovt at opleve, hvordan det er blevet en begivenhed, som samler folk fra hele kommunen, siger han.

Kulturstationen bugnede af tilbud til de mange gæster. - Foto: Henrik Bugge Mortensen

Markedet havde flest gæster lørdag i forbindelse med, der også var indvielse af KulturGården, men generelt er der flot tilslutning til julemarkedet i Skørping.

Med mere end 50 stande indenfor fødevarer, kunsthåndværk og gaveidéer var der masser at kigge, smage og føle på. Derudover var der i år flere nyheder på programmet, fortæller Henrik Bugge Mortensen.

Konkurrence  i borddækning

- Jeg havde for eksempel bedt tre kvinder og tre mænd, om at konkurrere om at dække det flotteste julebord. Det var noget, som trak virkelig stor inter­esse blandt gæsterne, siger han.

Deltagerne fik et bord på 180x80 centimeter til rådighed, og der skulle de dække et julebord til fire personer. Og så skulle de supplere med en kort tekst med nogle af de tanker, de havde haft med borddækningen.

Der kom nogle meget forskellige bud, og de besøgende havde derefter mulighed for at stemme på det, de hver især syntes, var det flotteste.

- Der kom 649 besvarelser. Det er jo fantastisk, lyder det fra Henrik Bugge Mortensen.  

Det blev Annette Borup fra Støvring, der vandt konkurrencen sammen med sit barnebarn Astrid.

- De havde lavet et klassisk rødt julebord med temaet generationer, siger Henrik Bugge Mortensen.

Derudover gik der som sædvanligt spillemænd rundt på hele markedet og sørgede for den rette musikalsk julestemning.

Skuespiller og teaterleder Susanne Sangill fan-gede de yngstes opmærksomhed 100 procent, da hun fortalte julehistorier. -  Foto: Henrik Bugge Mortensen

Fortælleværksted

I år var der også arrangeret en ny, særlig aktivitet for børnefamilier.

Skuespiller og teaterleder Susanne Sangill lavede fortælleværksted for de 5-10-årige med forældre og bedsteforældre, og det blev også en succes, fortæller Henrik Bugge Mortensen.

- Det er jo dejligt at opleve, hvordan børn kan blive helt opslugt af noget, der ikke kommer fra en iPad, siger han.

Spillemændene spredte som altid musikalsk hyggestemning både her og der og alle vegne. - Foto: Henrik Bugge Mortensen

Flot engagement

Henrik Bugge Mortensen glæder sig over det store engagement i forbindelse med Jul På Kulturstationen. Både blandt de mange gæster og fra stadeholderne.

- Næsten alle stadeholdere kommer allerede fredag middag og stiller op, og så er de til stede hele weekenden. Det er jo fantastisk at opleve, siger han.

 

e-max.it: your social media marketing partner