Sidste uge var en helt særlig af slagsen på Suldrup Skole. De forvandlede lokaler var nu nisseværksteder og skolen udgjorde sin egen by, Jættestrup, som summede af hårdtarbejdende (små) borgere.

 

SULDRUP: Hele indskolingen var forvandlet til et mylder af nisseværksteder, hvor julemagien sitrede i luften. Duften af friskbagte småkager fra bageværkstedet bredte sig gennem lokalerne, og overalt kunne man høre små kreative samtaler, når man bevægede sig rundt blandt de koncentrerede og juleglade børn.

I skolens aula var der gjort ekstra meget ud af julestemningen. Vinduerne var pyntet med et eventyrligt snelandskab, juletræet stod smukt udsmykket i midten, og boder samt tombola bidrog til at forvandle rummet til et stemningsfuldt julemarked.

På mellemtrinnet og i udskolingen arbejdede alle eleverne i blandede hold. Her var ligeledes travlhed i både nisseværksteder, bageværksted, træværksted og ikke mindst i teatergruppen. Også her summede det af glade stemmer, latter og stemningsfulde toner fra julemusikken, der strømmede ud gennem højtalerne.

Årets teaterstykke fortæller historien om Jas og Mika, og spændingen blandt eleverne var tydelig – de glædede sig nemlig til at optræde for de publikummer, der havde sikret sig billetter.

Jættestrup-ugen rundes traditionen tro af med et stort julemarked, hvor hele lokalsamfundet er inviteret. Her breder julestemningen sig for alvor gennem hver en krog af skolen, mens eleverne står klar – stolte, forventningsfulde og med røde kinder – til at tage imod de mange besøgende.

/Kamilla Asp og LH

e-max.it: your social media marketing partner