Torsdag den 13. november 2025 var på mange måder en festlig dag i Røde Kors-butikken i Terndrup. Butikken fejrede 30-års-jubilæet med gode tilbud, hædring af jubilarer og på festlig og sjov vis at klæde lokalpolitikere på.

 

Af Lone Holm, Røde Kors Rebild

 

TERNDRUP: Jesper Bendix, formand for Røde Kors Rebild, kaldte i sin velkomsttale butikken et sted, hvor man finder ikke bare gode genbrugskup, men også varme smil, hyggelige samtaler og et fællesskab, der rækker langt ud over butikkens fire vægge.

Jubilarer i Røde Kors-butikken i Terndrup: Anna Tinggaard (30 år), Lilli Kristiansen (30 år), Sinna Andersen (20 år) og Inga Simonsen (30 år)

Han fortalte om, hvordan det hele begyndte i en lille, charmerende butik, hvor ildsjæle – mange af dem ældre damer med hjerter af guld – lagde fundamentet for butikken, der for omkring 15 år siden flyttede i nye, større lokaler, hvorved der blev plads til både flere varer, flere kunder og endnu flere gode samtaler over disken. Mange ændringer, men stadig den samme varme atmosfære, det frivillige engagement og den stærke følelse af fællesskab. 

Fremmødte til jubilæet.

Jesper Bendix hyldede de fantastiske frivillige for, som butikkens hjerte, hver dag at gøre den til noget helt særligt med deres uvurderlige indsats, deres smil og deres tid.

Der blev også tid til et lille blik ud i fremtiden, idet der, som et led i en ny og spændende udvikling, arbejdes på at få flere unge med i det daglige arbejde i butikken, bl.a. ved et samarbejde med skolen om et valgfag om frivilligt arbejde. 

Sandie Jellesen (Sociale Fællesliste, Rebild), Lille Kristiansen (Frivillig i Røde Kors-butikken i Terndrup), Jens Peter Gilliamsen (Sociale Fællesliste, Rebild), Henny Larsen (kandidat, Ældrerådet), Pia Elberg (Radikale), Søren Jakobsen (kandidat Ældrerådet) og Bjarne Brath (Venstre)

- For vi tror på, at når generationer mødes, opstår der noget helt unikt. De unge kommer med nye idéer og energi – og de ældre med erfaring og ro. Det er en kombination, der kan noget helt særligt, og vi glæder os til at se, hvordan det fællesskab kan vokse, sagde Jesper Bendix.

Han sluttede med at takke alle, der har været med på rejsen som frivillige, kunder, naboer og venner af huset, for uden dem var der ingen butik- og ønske stort tillykke.

Festlighederne fortsatte med, at fire jubilarer, hvoraf tre havde været frivillige i butikken i 30 år og én i 20 år, blev hædret, og der blev budt på lidt forfriskninger.

Flere lokalpolitikere var mødt op, og alle fremmødte havde mulighed for at ”klæde dem på”, både direkte med tøj fra butikken, og i overført betydning med en snak om aktuelle emner.

Sandie Jellesen fra den Sociale Fællesliste, Rebild, som rensdyr.

Niels Peter Gilliamsen og Sandie Jellesen, begge fra Den Sociale Fællesliste, Rebild.

Henny Larsen, kandidat til Ældrerådet.

Bjarne Brath, Venstre.

e-max.it: your social media marketing partner