- Onsdag, 12. november 2025
Onsdag den 5. november fyldte interesserede deltagere lokalet i STUBhuset, da overlæge Sam Riahi fortalte om invasive hjerteindgreb på en både fagligt kompetent og underholdende måde.
STØVRING: Sam Riahi har tidligere gæstet Hjerteforeningen Rebild med foredrag om dette emne, men da der var overvældende interesse for emnet, havde Hjerteforeningen Rebild valgt at gentage foredraget – også denne gang blev deltagelsen til foredraget mere end fuldtalligt.
I foredraget gennemgik Sam Riahi de vigtigste invasive indgreb, såsom by-pass, ballonudvidelse, stent, udskiftning af hjerteklapper m.m. og fremlagde emnerne på en meget faglig kompetent, men også underholdende måde - meget pædagogisk forklaret ved henvisning til dagligdags situationer.

Foredraget, der gentog et tidligere populært emne, bød på indblik i behandlinger som by-pass, ballonudvidelse og hjerteklapudskiftning – samt information om de tilhørende omkostninger og den rivende udvikling på området.
Det var interessant at høre om den rivende udvikling, der gennem årene er sket på området, som betyder, at mange indgreb i dag ikke er så belastende for patienten.
Sam Riahi krydrede også foredraget med information om, hvad det medicinske udstyr koster.
Det var en aften, hvor deltagerne bidrog med mange gode spørgsmål og kommentarer.
Da dette var årets sidste foredrag fra Hjerteforeningen Rebild, orienterede Anette Nørgaard fra bestyrelsen om, at emnet for det første foredrag i 2026 allerede er fastlagt. Onsdag den 4. februar 2026 bliver det: ”UFF – UltraForarbejdede Fødevarer og Hjerte-kar-sygdomme”.
/HF

