Udstilling i Støvring sognegård.

 

Af lokaljournalist Lisette Hansen

 

STØVRING: 15 originalværker stråler fra væggene i sognegården og i et tilstødende rum udspiller Anna Rehnés berømte forældres begivenhedsrige liv sig: private fotos og optagelser  på tv-skærmen, inkl. udenrigskorrespondenten Ib Rehné ’Cairo’s reportager fra verdens brændpunkter, diverse avisudklip samt plakattryk af Mette Rehnés (1943-2023) folkekære værker.

At rejse er at leve

Den dygtige kirkemusiker Freja Würtz sang ved ferniseringen ”Feels like home” og ”I’m okay ’cause I have you with me”, så hårene rejste sig, og dannede en perfekt overgang til kunstformidler Mette Buhls tale om Mette Rehnés liv og virke; hvordan hun efter en kometkarriere som kjoledesigner med egen systue og store internationale opgaver satte karrieren på pause for at drage med sin mand, Ib Rehné, til bl.a. Beirut og Kairo med deres lille datter, Anna.

Som i et rigtigt eventyr var familien udsat for en del sikkerhedsmæssige prøvelser og til tider livsfare. Alligevel var det ikke mørke og dystopi, der voksede frem på Mettes lærreder, da hun vendte hjem til Danmark og lod overfloden af sanseindtryk flyde over i og ud gennem sin pensel - tværtimod.

Freja Würtz satte scenen med stemningsfuld sang og klavermusik.

Blomsterne, Blixen og H.C. Andersen

- Sjælen har godt af at komme på græs i det fremmede, som hun udtrykte det. Mette Rehnés farvehav af fortællinger er en kærlighedshistorie til omgivelserne, det nære, uanset hvor man er/hun var – lyset, landskabet, blomsterne… Værkerne inspireret af den egyptiske natur og dyreliv får en til at tænke på Karen Blixens Afrika, på fabler og en legende og optimistisk, næsten barnlig fascination af omverdenen; illustrationerne til H.C. Andersens eventyr og skildringerne af de danske landskaber med ikoniske landmærker maler en type danskhed, som vi alle kan spejle os i og glædes over.

- Kunst, der gør én glad, som Mette Buhl så præcist udtrykte det.

Lærer og kunstformidler Mette Buhl fortæller indlevende om Mette Rehnés liv, karriere, naivistiske kunststil og brug af den farvemætte gouache.

Verdensdame og vendelbo

Mette Rehné var kosmopolit og karrierekvinde af en sjælden karat, men mens manden var erklæret frankofil frem til sin død, vidste Mette, at hun hørte hjemme nordenfjords. Anna Rehné, som har haft en opvækst ligeså sammensat og farverig som morens gouache-malerier, har også selv levet mange år i udlandet og er atter hjemvendt med sin familie til Vrå. Nu giver hun altså et sjældent indblik i sin produktive mors skatkammer af fortryllende malerier og ikoniske tryksager for bl.a. Netto og Fakta, som mange sikkert genkender.

Udstillingen At rejse er at leve kan opleves november og december i sognegården i Støvring.

Plancher med avisudklip om det kendte par. Mange vil kunne huske Ib Rehné ’Cairo’s ikoniske stemme fra DR, ligesom mange vil genkende Mette Rehnés farverige kaffedåser og farvestrålende plakater og illustrationer.

'

Mette har flere gange brugt guldfarve i sine malerier, som giver motivet en ekstra eventyrlig dimension. Her ”Englen”, inspireret af H.C. Andersens eventyr af samme navn.

e-max.it: your social media marketing partner