- Tirsdag, 4. november 2025
Når man står sammen, kan man skabe noget stort – og det viste Øster Hornum fredag aften, da hele byen blev forvandlet til et lysende eventyr af græskar, grin og (u)hygge.
Ø. HORNUM: Da mørket faldt på, strålede Nibevej i skæret fra hele 230 græskar, smukt udskåret af børnene fra Øster Hornum Børneunivers. Græskarrene – dyrket lokalt på Kirketerp Gamle Skole – blev symbolet på det stærke fællesskab, der kendetegner byen.
Halloween-festen var nemlig resultatet af uger med frivilligt engagement, samarbejde og kærlighed til lokalsamfundet.

Et hav af levende lys på Nibevej – hele 230 græskar, skåret af børnene fra Øster Hornum Børneunivers, lyste efterårsaftenen op og satte scenen for en magisk Halloween.
Brugsen i Øster Hornum dannede rammen om festlighederne med Dracula-blod, slikposer og gode tilbud, mens FDF sørgede for bålhygge og skumfiduser.
Kirken bød indenfor til en helt særlig form for “hyggelig uhygge”, hvor børnene skulle løse Den Magiske Kode og finde “den tavse graver” for at få lidt ekstra slik.
Kirken var pyntet med lyskæder, engle, edderkopper og store visne grene, der sammen med levende lys skabte en stemningsfuld kontrast til nattens mørke.

- Det er fantastisk at opleve, hvordan hele Øster Hornum står sammen om sådan et arrangement. Alle giver en hånd med, og det gør en kæmpe forskel, fortæller Brugsuddeler Jesper Pedersen.
Over 200 børn og deres familier lagde vejen forbi kirken, og hele aftenen summede byen af liv, latter og lys.
Halloween i Øster Hornum blev derfor meget mere end en (u)hyggelig tradition – det blev et levende bevis på, hvad man kan skabe, når man står sammen.
En aften, hvor græskarlysene ikke kun oplyste gaderne, men også mindede alle om, at fællesskabet i Øster Hornum skinner klarest – selv på årets mørkeste aften.
/HF

Øster Hornum Kirke forvandlede sig til et (u)hyggeligt eventyr med lyskæder, edderkopper og “den tavse graver” – en oplevelse for både modige og nysgerrige sjæle.

