…er blevet en Allan Olsen’sk måde at sige pænt tak til publikum på undervejs i hans koncerter, således også til fredagens udsolgte koncert i Stubhuset.

Af Henrik Larsen - Foto: Britta Fabricius Olesen

STØVRING: Han har været i huset før, men besøgene har ikke været ofte, så det var en beæret musikchef, der kunne byde Allan Olsen på et længe ventet ”velkommen tilbage” med en opfordring til salen om at kravle ind i en ”lytteklokke” i denne ét-sæts-koncert.

Foran et bagtæppe med et foto af hans onkel uden tænder i munden, som han har puttet i baglommen for ikke at tabe dem, mens han holder to heste med Allan Olsens moster og onkel som børn som ryttere som en hilsen til en god og familiær barndom, indtog Olsen scenen ene mand med sine mange guitarer og lagde ud med sangene Miriam, Stille morgen og Regn på vej. Først efter disse tre sange bød han selv velkommen med det første ”I er sø’e” med sin vendelbo-klang tillært i den egn, som han er så stolt af og har et stort hjerte for, og som er grund-DNA’en i de fleste i hans sange. 

Som publikum vil man rigtig gerne høre Allan Olsen spille og synge, men man vil også rigtig gerne høre ham fortælle; noget han måske var lidt tilbageholdende med denne aften i forhold til tidligere oplevelser med ham, hvilket jo omvendt så formentlig gav plads til flere sange. Men naturligvis var de der: Stikpillerne. Eksempelvis til ”brødrene” i Dalton, hvor han ikke sætter sit eget lys under en skæppe med sin holdning om, at han da har skrevet de klart bedste sange, som trioen nåede at udgive. Eksempelvis til Jonah Blacksmith, fordi hvis han ikke taget dem med til at bakke ham op ved en koncert i starten af deres musikkarriere, var de sikkert heller ikke blevet så store. Samt eksempelvis til en ung, kvindelig sangerinde i en stikpille med et indhold, som ikke skal refereres her, men hvor han måske gik lige til stregen. Helt sikkert kærligt ment.

Sådan elsker vi Allan Olsen: Skarp, satirisk og med et svirp til de mennesker i den danske musikbranche, han kender og har mødt og helt sikkert har kæmpe respekt for. Og så elsker vi poeten Allan Olsen, der er en mester i ordets kunst, og som skriver nogle helt fantastiske tekster, der ofte handler om skæbner. Tit triste skæbner som den unge mands i Når en ung mand slår ihjel eller hunden Smuttis i Balladen om Smutti. Nævnes skal også lige perlen En der er grim, om at skønhed ikke altid sidder i det ydre, og at man nok skal finde sin livspartner – måske netop med skæbnens hjælp.

Fra det lille mesterstykke, albummet Jøwt, i sin tid udgivet på eget pladeselskab og – i bedste Allan Olsen stil – kun udgivet i fysisk form nord for Limfjorden, blev publikum, selv om Allan Olsen mente, man jo egentlig havde fået rigeligt for pengene, sendt hjem med den fantastisk fine Hjørringvej, med endnu et ”I er sø’e” samt et ”vi ses igen”. Mon ikke Stubhuset tager ham på ordet?