- Tirsdag, 7. oktober 2025
Frivillige i Den Grønne Gruppe står sammen om at forskønne Blenstrup – fra skolegård til bytorv.
Der er både maling, kaffe og godt humør på programmet, da Folkebladet møder Den Grønne Gruppe bag Sophie Amalie Skolen og Børnehaven. Her er de frivillige i gang med at male et nyopført skur, der skal brugses til opmagasinering af redskaber og materialer.
- Det kniber med at følge med efterspørgslen, for der er mange foreninger, som har idéer og ønsker på listen, fortæller Torben Pilgaard, der er koordinator for Den Grønne Gruppe.
Han står for at planlægge de mange vedligeholdelsesopgaver, som følger med at drive byens fælles mødesteder, og han sørger samtidig for, at der er både materialer og meningsfulde opgaver til de frivillige.

Den Grønne Gruppe har blandt andet malet det nye skur ved Sophie Amalie Skolen og Børnehaven.
Sammen kan vi mere
Initiativet til Den Grønne Gruppe kom fra Blenstrup Lokalråd efter flere henvendelser fra forældre til børn i skolen og børnehaven samt fra byens foreninger. De efterlyste hjælp til at realisere idéer, der kunne gøre byen grønnere, pænere og mere indbydende.
- Den Grønne Gruppe blev bemandet på en fredags-café i hallen i foråret 2025, hvor interesserede kunne skrive sig på en liste, fortæller Birgitte Feld Mikkelsen, formand for Blenstrup Lokalråd.
Siden er samarbejdet vokset, og gruppen har allerede sat tydelige aftryk på byens udearealer. /JJ
FAKTA
Den Grønne Gruppe blev oprettet i marts 2025 og består af 6-10 frivillige, som mødes nogle timer hver anden uge for at passe udearealer og andre praktiske opgaver.
Arbejdsstederne er blandt andet Frugtlunden, Sophie Amalie Skole og Børnehavens udearealer samt bytorvet.
Den Grønne Gruppe er selvkørende. Torben Pilgaard sørger for at opgaver og materialer er klar, herunder formiddagskaffen.
Blenstrup Lokalråd hjælper med fondsansøgninger og administration.
Udgifter til materialer og udstyr sponsoreres af aktiviteter, som byens foreninger afholder. Foreningen Hallens Venner har indtil videre støttet Den grønne Gruppes arbejde med 125.000 kr.

