- Tirsdag, 23. september 2025
Sønderup-Suldrup Seniorer var på Løvfaldstur onsdag den 17. september med Olesens Busser.
SULDRUP: En dag, hvor seniorerne kom verden rundt - turen gik nemlig til Verdenskortet i Klejtrup. Vicedirektør Britta Vestfal Pedersen fortalte om stedet fra dets begyndelse og til nu, hvor at det er 4. generation af familien til Søren Poulsen, som driver stedet.
Søren Poulsen fandt i 1943 en sten, som lignede Jylland, og fik deraf ideen om at skabe verdenskortet. Dette gjorde han ene mand via hårdt slid, en ret stor portion stædighed - og med præcision fik Søren Poulsen skabt verdenskortet. Landenes placering er i målestoksforhold præcist udført.
Efter at have været rundt i landene – kørte man ad omveje til Vebbestrup, hvor at der lige var tid til at nyde en softice og dertil en kop kaffe, som chaufføren sørgede for.
Nu skulle dagen jo heller ikke slutte uden noget at spise. Skivum Krat serverede en god gang aftensmad - bussen var lidt tungere på vej derfra! /LO

