Med inspiration i vandringer fra værtshus til værtshus, pubcrawl, indbyder kirkerne i det nye Lindenborg Pastorat til ”churchcrawl” søndag 5. oktober. 

 

Af John Jensen, lokaljournalist

 

Når de fem kirker i Lindenborg Pastorat: Skørping, Skørping Nykirke, Fræer, Gerding og Blenstrup, søndag 5. oktober inviterer til fælles rundtur, bliver det med et glimt i øjet under navnet ”churchcrawl”.

- Vi vil gerne markere, at vi nu hører sammen i et nyt pastorat, og samtidig give folk mulighed for at opleve de forskellige særpræg ved vores kirker, fortæller sognepræst Sanne Birkely Sørensen.

Á la pubcrawl

Idéen udspringer af de velkendte pubcrawls, hvor man går fra værtshus til værtshus. I stedet bliver det en kirkelig udflugt, hvor man besøger alle pastoratets fem kirker på samme dag.

- Kirkerne er jo forskellige og har hver deres særkende. Det vil vi gerne vise frem. Samtidig håber vi, at folk får øjnene op for, at man ikke kun behøver at holde sig til sin egen kirke, men også kan finde inspiration i nabokirken, siger præsten.

- Vores ”kirke-kravl” er en måde at sige: - Vi er forskellige – men vi hører sammen, siger Sanne Birkely Sørensen.

Gratis at deltage

Det koster ikke noget at deltage. Deltagerne kan frit vælge, om de vil være med hele dagen eller blot springe på ved enkelte stop. For dem, der har brug for hjælp til transporten, er der bestilt en bus, som kører rundt mellem kirkerne.

- Vi har sat tidspunkter på, så man kan gå til og fra, som det passer én. Det skal være fleksibelt, understreger Sanne Birkely Sørensen.

Dagens program

Churchcrawl begynder i Gerding og fortsætter derfra rundt i pastoratet. Efter den afsluttende fællessang i Fræer Kirke kører bussen retur til Gerding Kirke. Man skal dog være opmærksom på, at tidspunkterne kan afvige en anelse.

Et fællesskab på tværs

Selv om kirkerne hver især har stærke lokale traditioner, håber arrangørerne, at dagen kan åbne øjnene for mangfoldigheden i pastoratet.

- Blenstrup Kirke er for eksempel rigtig dejlig at synge i, og Gerding er sådan en fin lille kirke. Sådanne oplevelser får man måske ikke, hvis man altid holder sig til sin egen kirke, siger Sanne Birkely Sørensen.

e-max.it: your social media marketing partner