- Tirsdag, 23. september 2025
Med 50 tilmeldte foreninger skal der to haller i Skørping Idrætscenter til at dække behovet ved årets Frivilligfestival søndag 28. september.
Af John Jensen, lokaljournalist
SKØRPING: Når dørene søndag 28. september for fjerde gang åbnes til årets Frivilligfestival, bliver det endnu en gang med rekorddeltagelse af foreninger. Det fortæller en begejstret leder af Frivilligcenter Rebild, Christina Dige Rejkjær.
- Første år var der 20 foreninger, og siden er vi vokset med 10 om året, sådan at vi i år når op på 50 foreninger. Det er rigtig godt, siger hun.
Nye muligheder
Med så mange deltagere er der brug for to haller, og det åbner for nye muligheder i programmet, fortæller Christina Dige Rejkjær.
- Vi har lavet en stor scene i den ene hal, hvor vi vil have mere performance i år, end vi plejer, fortæller hun.
Johnny Sort kommer og fortæller om ”verdens sundeste og sjoveste medicin” og inviterer børn til leg og aktiviteter i hallen. Kunstnergruppen Sortsyn kommer og laver ”live performance”, der bliver ansigtsmaling, udført af professionelle, og masser af andre aktiviteter.
Politikerdebat
Kommunalvalgåret har inspireret til at sætte en politikerdebat på programmet, fortæller Christina Dige Rejkjær.
- Det bliver med temaet ”frivillighed i Rebild Kommune”, og som det ser ud nu (fredag 19/9 – red.), er der seks partier repræsenteret, siger hun.
Diskussionen bliver en cafébordsdebat, og den bliver ledet af journalist Søren Wormslev, der, blandt meget andet, er politisk kommentator på TV2Nord.
Synlighed
Formålet med frivilligfestivalen er som altid at give synlighed og sætte fokus på de mange foreninger og det store frivillige engagement, der er overalt i Rebild Kommune. Og selv om festivalen er vokset voldsomt de første fire år, er der plads til mange flere i de gode rammer i Skørping Idrætscenter, fortæller Christina Dige Rejkjær.
- Med to haller til rådighed ser vi ikke nogen begrænsninger for, hvor mange foreninger, der kan være med, lyder det fra lederen af Frivilligcenter Rebild.

