AARESTRUP: Aarestrup Idrætsforening har i sommerens løb afholdt en uforglemmelig ridelejr for 12 hesteglade piger i alderen 7-14 år. Med stor opbakning, fem låne- og egne heste samt hjælp fra de engagerede frivillige Bibi, Lise, Naja, Silje, Malene og stedets ejer og rideinstruktør, Annika Maria Hansen, blev lejren en sand succes.

Der blev også kæmpet med fuld energi under kæphesteridningen på ridelejren i Aarestrup.

Dagene bød på meget mere end traditionel ridning. Pigerne prøvede kræfter med ringridning, agility, kæphesteridning, kvadrille, spring og skønne skovture. Og som ægte hestepiger hører det sig selvfølgelig til at overnatte i stalden – hvilket de gjorde med stor entusiasme.

Lejren blev rundet af med uddeling af rosetter og slikposer, hvilket vakte stor glæde. Samtidig blev der udvekslet telefonnumre og knyttet nye venskaber på tværs af byerne i kommunen – en af de helt store gevinster ved at mødes omkring en fælles passion for heste.

/HF

e-max.it: your social media marketing partner