Interessen var overvældende, især om de lokale forhold, da Ældresagen og Ældrerådet i Rebild Kommune havde kaldt til informations- og debatmøde om de nye ældre- og sundhedslove.

Af John Jensen, lokaljournalist
REBILD: Den store auditoriesal på Comwell Rebild Bakker måtte med kort varsel tages i brug for at få plads til de mange interesserede. 

Oprindeligt var mødet planlagt til at foregå på Rebildhus, hvor der var bestilt pladser til 100 deltagere, men da forhåndstilmeldingen allerede tidligt passerede 120, måtte Rebildhus melde pas, fortæller ældrerådets formand Holger Pedersen.

- Det kunne slet ikke lade sig gøre, så han (Kim Svensson Hjorth, red.) bad os om at finde et andet sted, siger han.

Det endte med 190 deltagere, og mødet blev i stedet rykket over vejen til den store sal på Comwell Rebild Bakker.

Bekymrede spørgsmål
Selvom ældreloven og sundhedsloven stod øverst på programmet, var det tydeligt, at mange rykkede lidt længere frem på stolene, da formanden for Ældre, Pleje og Omsorgsudvalget i Rebild Kommune, Jeanette Sagan, kom på scenen for at tale om plejehjemsstrukturen. Mange af de afsluttende spørgsmål fra salen viste bekymring over kapaciteten især i Støvring. 

Modernisering
Udvalgsformanden redegjorde for tankerne og grundlaget for de to moderniseringsplaner, hvoraf den første allerede er igangsat.

Med et underskud på 24 millioner kroner i driften var det nødvendigt med fokus på økonomien, når fremtidens plejehjemsstruktur skulle planlægges.

- Budskabet fra byrådet var klart: få styr på økonomien og gør det attraktivt at blive ældre i Rebild Kommune, lød det fra Jeanette Sagan.

Andre boligtyper
Arbejdet med Moderniseringsplan 2 består blandt andet i at afdække behovet lokalt både for plejehjemspladser og boliger til de ældre, der ikke har behov for en egentlig plejehjemsplads.

- For nogen kan det være godt at flytte til en ældreegnet bolig i tide, i stedet for at rykke direkte fra den store villa til plejehjemmet. Det kan også være at indrette sin nuværende bolig, så man også kan bo i den om ti år, sagde Jeanette Sagan og efterlyste input fra borgerne til dette.

- Undersøgelser har vist, at der er enorm diversitet i de ældres boligønsker, og det vil vi gerne leve op til, lød det fra udvalgsformanden.

- Moderniseringsplan 1 har sikret, at vi har en passende kapacitet i Rebild Kommune. Med Moderniseringsplan 2 skal vi have hævet standarden i vores tilbud, lød det fra afsluttende fra Jeanette Sagan.

Støvring til Bælum
Spørgsmålene fra salen viste dog en frustreret bekymring over den reelle kapacitet i Rebild kommune. En dement kvinde fra Støvring er for eksempel blevet placeret på plejehjemmet i Bælum, fortalte hendes ægtemand.

- Det er et almindeligt plejehjem, og de er ikke blevet opnormeret til at klare min kones behov. Så det der med tilstrækkelig kapacitet for demente, det er altså ikke rigtigt, sagde manden, som hver dag må tage bilturen på en halv time frem og tilbage mellem Støvring og Bælum for at være sammen med sin kone.

Jeanette Sagan bad manden om at kontakte hende for at få sagen belyst nærmere, men situationen var et eksempel på en bekymring, der lå i mange af spørgsmålet fra salen.

- De ældre bliver jo sendt ud af byen (Støvring, red.), lød det frustreret fra en kvinde.

Andre var utrygge ved omdannelse af kapaciteten i Haverslev, og der var spørgsmål til den økonomiske model, hvor kommunen overlader til boligselskaber at skabe boliger ud fra det aktuelle behov.

- Det giver os en fleksibilitet, vi har brug for. For behovet vil helt sikkert ændre sig gennem årene, lød det fra udvalgsformanden.

Glad for kritik
Jeanette Sagan var efter mødet glad trods den kritiske undertone i spørgsmålene.

- Det er jo dejligt at blive forstyrret i sine tanker og det arbejde, vi laver. Det er jo med til, at vi udvikler os, så det betyder meget for mig, siger hun til Folkebladet.

- Jeg synes, det er fantastisk, at så mange borgere møder op i dag og deltager i debatten om, hvordan vi skaber de rigtige ældremiljøer i vores kommune, siger Jeanette Sagan.

Vellykket møde
Formanden for Ældrerådet i Rebild Kommune, Holger Pedersen, er glad for den store tilslutning til mødet.

- Vi var noget overraskede over det store fremmøde. Der var godt med spørgsmål ved alle indlæg, og det er også mit indtryk at folk fik, hvad de kom for. Så det er rigtig godt, siger han.

Mødet var også en god anledning til at gøre opmærksom på det kommende ældrerådsvalg, fortæller han.

Holger Pedersen afsluttede dagen med at præsentere Ældrerådets arbejde og opfordre interesserede til at stille op til valget 18. november.

- Det er vigtigt for os at få kandidater til ældrerådsvalget, men også at få folk til at stemme til valget, der finder sted samtidig med kommunalvalget, siger han.

Alle i Rebild Kommune, der er fyldt 60 år, har stemmeret og ret til at melde sig som kandidat til Ældrerådet.

Formanden for Ældre-, Pleje og Omsorgsudvalget, Jeanette Sagan (C), måtte efter sit indlæg om plejehjemsstrukturen i
Rebild Kommune svare på en del kritiske spørgsmål. Men det var kun godt, sagde hun efter mødet, for det er med til at
forbedre udvalgets arbejde med ældreområdet.


Formand for Ældrerådet i Rebild Kommune, Holger Pedersen, glæder sig over et velbesøgt og velafviklet møde.



190 deltagere vedinformations- og debatmødet onsdag den 26. august fyldte godt op i Comwell Rebild Bakkers store sal.


Fra venstre er det Ole Majgaard, Holger Pedersen, Thorkild Bækkelund, Henrik Christensen og Henny Larsen.

 

 

e-max.it: your social media marketing partner