- Onsdag, 27. august 2025
Med flere end 700 deltagere satte den syvende udgave af Rold Skov-løbet onsdag aften endnu en gang deltagerrekord
Af John Jensen, lokaljournalist
SKØRPING: Det lokale firmamotionsløb Rold Skov-løbet bliver bare ved med at vokse år efter år. Løbet har gennem årene udviklet sig fra et klassisk firmaløb til det i dag er et bredere arrangement, hvor ansatte, ledere og selvstændige mødes uformelt på tværs af brancher og geografi.
- Det er fantastisk at se, hvordan det lokale erhvervsliv og deres mange medarbejdere bakker op om Rold Skov-løbet. Løb og en god travetur er en fremragende ramme om motion og samvær. Det styrker både det sociale, mentale og fysiske fællesskab på arbejdspladserne, siger Anne Voss, der er medansvarlig for planlægning og afvikling af løbet.
Frivillige kræfter
Det er en mindre gruppe af frivillige, der står bag arrangementet, og de får hjælp fra en række foreninger, der stiller med hjælpere i forbindelse med afviklingen. Formålet er ikke at tjene penge, fortæller Anne Voss.
- For os handler det om at skabe gode oplevelser med motion og fællesskab i skoven. Det overskud, der bliver, giver vi til idrætsklubben FREM Skørping, siger hun.
Ud over løbe- og gåruter var der forskellige fælles aktiviteter. Aftenen blev indledt med meditativ yoga ved skovsøen bag Skørping Skole og klassisk opvarmning. Efter løbet eller traveturen var der fællesspisning og livemusik med Heinz Kanstrup i teltet på boldbanerne ved Skørping Idrætscenter.
Kommunen bakker op
Flere arbejdspladser, ikke mindst Rebild Kommune, har gjort Rold Skov-løbet til en fast, årlig tradition. For de ansatte er det årets største personalearrangement med knap 400 kommunale deltagere.
- Det er en dag, som mange medarbejdere ser frem og som bidrager til sundhed og samtaler på tværs af arbejdspladser og faggrupper, sagde kommunaldirektør i Rebild Kommune Jesper Carlsen, inden løbet blev blæst i gang med et kompressorhorn af løbsleder Patrick Lemonier.
Prioriterer fællesskab
Konceptet ved Rold Skov-løbet er lidt anderledes end for eksempel det store landsdækkende løb DHL-stafetten, fortæller Anne Voss.
- De sender deltagerne afsted enkeltvis, så holdet skal stå og vente på, at alle er kommet i mål. Vi sender alle afsted på én gang, så alle kommer i mål på cirka samme tid med mulighed for at spise og hygge sammen lige efter løbet, siger hun.
Inden løbet var der mulighed for fælles opvarmning.
Ude på ruten var der opbakning med levende musik til løberne.

