
- Mandag, 18. august 2025
Skørping Byfest fik optimale betingelser med flot sommervejr, og rigtig mange gæster kvitterede med at give festen fuld gas i alle fem dage.
Af John Jensen, lokaljournalist
SKØRPING: Skørping holdt i uge 33 en byfest, der vil blive husket i mange år frem. Vejret var tæt på optimalt, og opbakningen fra nær og fjern var fantastisk. Byen vrimlede af liv, leg og fest i fem dage, og listen med klagepunkter kan ligge på et meget lille sted, lyder det fra Maria Nauta, der er medlem af Skørping Byfestlavs bestyrelse.
- Der har været ros fra alle aldersgrupper. Der er ingen, der har følt sig udeladt i forbindelse med byfestens aktiviteter, siger hun og bliver suppleret af byfestlavets formand Ole Sohn Jensen.
- Der er selvfølgelig altid noget, der kan skrues på, men den meget flotte omsætning, der har været, giver gode muligheder for at tage nye idéer ind næste år. Vi er altid åbne over for folk, der kommer med en ny idé, de gerne vil prøve af til byfesten, siger han.
Biografen lagde ud
Listen over store og små aktiviteter er alt for lang, til at blive refereret i avisen, og en meget stor del af Skørpings forenings- og forretningsliv var engageret i at skabe en fest for alle.
Aktiviteterne blev onsdag skudt i gang med gratis film i Kinorevuen, fulgt af den aktive torsdag med masser af muligheder ved Skørping Idrætscenter hele dagen og ølsmagning på bodegaen om aftenen.
Fredag rykkede aktiviteterne til Jyllandsgade med events ved butikkerne, Mek Peks Åh Abeshow på torvet, hvor kirken også stod for fællessang. På markedspladsen blev FREMs oppustelige legeland pumpet op, og der var børnedisko både for de små og de lidt større skoleelever.
Unge festede fredeligt
Da aftenlyset bredte sig med musik i Kulturgården, vrimlede unge fra nær og fjern til festen, hvor der var en særlig ungelounge i træerne inde bag Kulturgården, fortæller Allan Stensballe fra byfestlavet.
- Der var flere tog fra både syd og nord, hvor det væltede ud med unge på perronen, siger han og roser de unge for den gode feststemning.
- Nogen siger, der var op mod tusinde unge i området, og der var ingen bøvl. Natteravnenes vigtigste opgave var at dele kondomer og vandflasker ud. Mig bekendt var der kun en enkelt episode, der krævede indgriben fra voksne, siger han.
- Kondomerne var i de fleste tilfælde nok en gimmick, men de løb tør, og da valgte apoteker Hanne Plet at åbne apoteket ved midnat, så der kunne skaffes nye forsyninger. En virkelig flot gestus, siger Allan Stensballe.
Markedsstemning
Lørdagen blev indledt med en udvidet markedsdag på torvet, mens Jyllandsgade blev fyldt med masser af handelsfolk i alle aldre.
- Jeg kan ikke huske, hvornår der senest har været så flot et loppemarked, siger Maria Nauta.
Cykelløb for 27. gang
Som sædvanlig blev hele byfesten afrundet af det traditionelle Skørping-cykelløb, som blev afviklet med 300 deltagere, fortæller Peter Bystrup fra cykelklubben Televom. Klubben har overtaget løbet, der blev afviklet for 27. gang i år.
- Det gik rigtig godt, så vi er klar igen næste år. Tak til de lokale erhvervsdrivende og foreningerne for de 60 fine lodtrækningspræmier, de donerede, lyder det fra Peter Bystrup.