- Onsdag, 23. juli 2025
Nye tiltag skulle i år være med til at forny den 113 år gamle fest i bakkerne. Det lykkedes, men kraftigt regnvejr spillede arrangørerne et gevaldigt puds.
Af John Jensen, lokaljournalist
Årets Rebildfest er mere end blot godkendt. Den var rigtig vellykket, hvis man spørger Rebildselskabets generalsekretær Michael Lynderup Kjeldsen.
- Alt spillede, som det skulle, med undtagelse af vejret, siger han.

Rebildselskabets nye generalsekretær Michael Lynderup Kjeldsen vil arbejde for at sikre en bedre lokal forankring af Rebildfesten.
Festen blev en meget våd affære, og paraplyerne måtte frem adskillige gange under programmet i bakkerne. Men det kunne ikke forhindre følelsen af samhørighed blandt de godt 400 mennesker foran scenen og deres lydhørhed over for talerne, der alle betonede behovet for at se det folkelige fællesskab i et længere perspektiv end blot de aktuelle udfordringer i den politiske forbindelse mellem USA og Danmark. Helt i tråd med årets tema, der var ”Venskaber gennem generationer”, fortæller Michael Lynderup Kjeldsen.
- Vi hylder ikke præsidenter og administrationer, vi hylder venskab mellem folk. Men selvfølgelig skal der også være plads til at forholde sig til situationen, som den er nu, siger han og glæder sig over, at både udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og administrerende direktør i Dansk Industri, Lars Sandahl Sørensen, tydeligt og præcist italesatte de store udfordringer, der i øjeblikket er mellem de to lande.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen glædede sig blandt andet over stærkt venskab gennem generationer, men han understregede både på dansk og engelsk, at selvom der er plads til uenigheder blandt venner, skal der være gensidig respekt.
Øget sikkerhedsniveau
På forhånd var arrangørerne meget opmærksomme på risikoen for demonstrationer ved årets fest, og der var skruet op for sikkerheden denne gang i form af markant mere politi i bakkerne.
- Der var en enkelt demonstration, der var anmeldt på forhånd, og det er jo helt ok. Men der var ikke andet, og jeg synes, det er rigtig dejligt, at politiet ikke skulle i aktion, siger Michael Lynderup Kjeldsen.
- Og det er ikke mit indtryk, at den ekstra sikkerhed var til gene for gæsterne, siger han.

Solen kæmpede for en plads mellem skyerne, og der var også perioder med fint tørvejr. Dog ikke mere stabilt, end at paraplyerne var inden for rækkevidde.
Lokale ambitioner
Michael Lynderup Kjeldsen er ny generalsekretær i Rebildselskabet. Han startede på kontoret 1. juni i år, så den første måned blev en hektisk omgang med fokus på alt det praktiske i forbindelse med årets fest.
Han glæder sig nu til at sætte fokus på ambitionen om at favne den lokale forankring i festen.
- Det skal gerne blive en folkefest igen, hvor de lokale har lyst til at deltage, siger han.

Efterhånden som eftermiddagen skred uden udsigt til mindre regn, begyndte flere at søge mod tørvejr derhjemme.
Gratis entré
Den gratis adgang til bakkerne vil generalsekretæren meget gerne holde fast i, men han vil ikke afvise, at det kan komme på tale med entré til en del af festen, hvis der for eksempel skulle hyres et kendt musiknavn.
Mulighederne er mange, og Michael Lynderup Kjeldsen vil se bagud i historien for at blive inspireret til flere tiltag, end der allerede blev taget med ved årets fest.
- Jeg kunne for eksempel godt tænke mig at bruge idéen fra 2016 med Little Rebild for at inddrage børnene og på den måde at øge forældrenes opmærksomhed på vores fest, siger han.
- Rebildfesten er meget mere end to nationalsange og taler. Det er fællesskab, og det er det, vi skal favne sammen med de lokale, siger Michael Lynderup Kjeldsen.

De mørke skyer over gryden i Rebild Bakker nøjedes ikke med at true.

