- Onsdag, 25. juni 2025
Støvring by er blevet en guldsmed rigere. Her tager den unge Lise gladeligt imod store såvel som små opgaver i sit åbne værksted.
Af lokaljournalist Lisette Hansen
STØVRING: Flag og pelargonier vajer i den milde sommervind foran forretningen i Grangårdscentret og logoet af et guldsmedeinsekt skinner på facaden. Indenfor har Lise Bak besøg af sin tidligere mester, Michael Jensen, som er kommet for at hjælpe med at få skik på en genstridig graveringsmaskine.
I den nye forretning mødes man ikke kun af en disk og montrer med smykker og ure; her får kunderne et sjældent indblik i kulisserne bag, da værkstedet står til fuld skue bag disken. Der er redskaber, jeg aldrig før har set. Lise forklarer omhyggeligt og tålmodigt og drejer vant dingenoter i sine hænder med sorte fingerspidser. Hun er i gang med at justere størrelsen på en guldring, der er placeret i et bæger med sand. - Der er en sten i ringen, så den er nødt til at stå i sand med vand, for at den ikke springer, forklarer hun og håndterer brænderen, som var det en forlængelse af hendes egen arm.
Mellem tråd og flamme
Den unge guldsmeds grov- og finmotorik har aldrig fejlet noget. Hun er fra Suldrup, men er kommet i Støvring for at svømme siden babysvømning frem til konkurrencesvømning som ung. Nu er hun stadig aktiv i gymnastikforeningen, og hvad angår hænderne, så holder de heller ikke fri, når Lise går hjem fra forretningen: i sin fritid hækler og broderer hun også. Sidstnævnte har hun gjort lige siden hun gik i børnehave.
- Det er meget fascinerende at skabe noget. Ligesom en garnnøgle kan blive til noget, kan en guldklump også blive til noget helt andet, reflekterer hun.
Der har således aldrig været tvivl om, at Lise skulle bruge sine hænder. Tanken om at arbejde som guldsmed kom også relativt tidligt til hende og i 9. klasse kom hun i erhvervspraktik hos Henrik Ørsnes. Alle praktikker i handelsskolen blev også brugt i smykkebutikker.
Egentlig begyndte Lise sin tid i Smykke-form i Aalborg som salgsassistent, men efter dagligt at have iagttaget Michael Jensens håndværk, blev der pustet til gløderne i hendes gamle drøm om at blive guldsmed.
Michael tog dog ikke elever ind på daværende tidspunkt – så Lise måtte begynde sin rejse et andet sted, men vendte straks tilbage til hr. og fru Jensen, da muligheden bød sig. Hun vidste, at der fandt hun en særlig passion for arbejdet og en lang række teknikker, som hun ønskede selv at mestre.
Genbrugsguld og guldtænder
Lukningen af Smykke-form i Aalborg åbnede nye døre for Lise og hendes karriere. Hendes mestre, Tina og Michael Jensen, gik tidligere på året på pension og lukkede forretningen, men alle redskaber i guldsmedjen overtog Lise til sit nye forretningseventyr.
Udover de mange forskellige typer værktøj i alskens størrelser og formater på arbejdsbordene, troner der sig også nogle iøjefaldende store, tunge maskiner op fra gulvet. Det må være til pynt, tænker man. Men nej! - Det er ikke museumsgenstande, smiler Lise, der får netop det spørgsmål fra kunder flere gange om ugen. - Jeg bruger dem skam rigtigt tit, siger hun og forklarer, hvordan den såkaldte trækbænk kan strække metal og maskinvalsen banke det i en særlig form eller klemme metallet fladere.
Forrest står en ambolt med et smykke dekorativt placeret på toppen. - Dén må være til pynt, så! konkluderer jeg selvsikkert. - Næh, den bruger jeg til at knuse guldtænder på! fortæller Lise med sit fredelige gemyt, som om det var det mest naturlige i verden, mens jeg taber underkæben.
Skaberglæde
Kreativiteten har også sin plads i værkstedet blandt reparationer af ure og des lige:
- Bestillingerne kommer selvfølgelig først, lyder det fra Lise og hun peger tilfreds og stolt på kassen fyldt med bestillinger og indleveringer. - Men når der kommer lidt tid her i sommerferien kan jeg arbejde med mine egne designs.
Lise har allerede har solgt de fleste af de smykkedesigns, som hun havde klar ved åbningen. Inspirationen kommer helt naturligt og ikke fra noget konkret.
- Det bedste er at skabe noget nyt helt fra bunden – eller fra gamle smykker, bruge guldet igen, f.eks. og at se hvor glade folk bliver for det, man har lavet. At man kan puste nyt liv i nogle gamle smykker eller lave vielsesringe til et par, som man ved, at de kommer til at gå med nok resten af deres liv, siger Lise tankefuldt.
Et hjerte af guld
Ønsket om at hjælpe og glæde kunderne er et tilbagevendende emne, når Lise taler om sit håndværk. Hun er også meget taknemmelig for at de ældre i byen føler at de lettere selv kan komme til en guldsmed med hende i byen. - Den anden dag var en ældre kvinde gået herhen med rollator helt fra Kronhjorten. Hun var tidligere kunde i Smykke-form, men nu behøver hun ikke at bestille kørsel og tage ind til storcentret, fortæller Lise glad.
Man fornemmer også en gensidig taknemmelighed og påskønnelse mellem mesterpar og tidligere elev, som fortsat jævnligt har kontakt. - Mester kommer gerne med et godt råd eller en hjælpende hånd, hvis der er behov for det. Det er som min lille familie; jeg var der jo fra jeg var 18 år gammel, fortæller den 32-årige guldsmed med et smil.
Varm modtagelse
Lises passion, flid og dygtighed skinner tydeligt igennem. Det samme gør hendes rolige og hjælpsomme person. Alt sammen har en sikker betydning for Lises succes allerede, hvor den store opbakning ikke kun viser sig hjemmefra; butikken er også blevet modtaget med stor interesse af de lokale i Støvring. Kunderne kommer fra hele oplandet, blandt andet Godthåb og Skørping, og siden åbningsdagen har Lise haft over 130 batteriskift.
Nu ser hun frem til at pusle om kundernes bestillinger, mens de er på sommerferie.
Lise er også bevidst om, hvad der gør hendes forretning til noget særligt:
- Alt bliver lavet her i huset og man kan få et sjældent kig ind bag kulisserne!
FAKTA:
• Lise Bak er udlært guldsmed (2024) og salgsassistent med speciale i guld, sølv og ure (2013) fra den nu lukkede Smykke-form i Aalborg.
• Lise tilbyder forskellige services, bl.a. reparationer af smykker, graveringer af gaveartikler, omsmeltning af guld, batterskift og afkortning af urlænker samt bestillingsopgaver.
• Adresse: Guldsmed Lise, Grangårdscentret, Støvring

Den indfattede sten i ringen er placeret nede i det våde sand, så den ikke lider skade, når Lise opvarmer og justerer på guldringen.

Til venstre ses maskinevalsen og ved siden af står trækbænken – fuldt funktionsdygtige og ikke udstillede levn fra fortiden, som man ellers skulle tro!

