- Tirsdag, 24. juni 2025
Fredag 13. juni blev en festdag for S-klasserne på Terndrup Skole, hvor elever, forældre og skolens ledelse var samlet for at fejre indvielsen af skolens nye frugtlund.
Af John Jensen, lokaljournalist
TERNDRUP: Den lille frugtlund, som er anlagt af skolens specialklasse-elever, blev erklæret officielt åbnet, da skolens sekretær Dorte Gundersen klippede snoren.
Frugtlunden er lavet ud fra en donation fra organisationen Plant et Træ, som Terndrup Skole fik efter en ansøgning indsendt af Dorte Gundersen. Hun gav frugtlunden til S-klasserne, som nu har hyldet hende ved at opkalde den efter hende: Dortes Frugtlund.
Dorte Gundersen har været en del af Terndrup Skole siden april 1991 og er et kendt og værdsat ansigt på skolen. Hun er født og opvokset i Terndrup og har selv været elev på skolen.

S-klassernes elever har lavet frugtlunden. Patrik Johnsen, Maibrit Vestergaard Petersen, Mathias Emil Johan Pedersen, Mads Hessellund Pedersen, Gabriella Hansen, Akisha Madsen, Emil Valdemar Frank, Christian Kløv Olsen, Oliver Højer Pedersen, Magne Søgaard Jensen, Viktor Strandberg, Benjamin Feratovic Le, Bertil Aubertin.
Indvielsesfest
Til indvielsen var der dækket op med hjemmebagt kage, chips og sodavand, og stemningen var i top blandt de yngste specialklasse-elever og deres forældre.

Dortes Frugtlund omkranser shelterpladsen, som S-klasse-eleverne i forvejen har lavet ved Terndrup Skole.
Et halvt års arbejde
Frugtlunden er lavet som led i specialklassernes arbejde med at skabe en mere rig natur på skolens arealer.
Arbejdet begyndte på en frostklar januardag, hvor man fjernede græstørv med en fræser. Tørvene blev siden genbrugt til blandt andet tag på skolens insekthotel og til opbygning af volde og en høj til gavn for jordboende insekter.
I marts ankom frugttræerne og blev hurtigt plantet. Efterfølgende har eleverne opsat stolper og rio-net, og der er lagt flis på bedene for at mindske fordampning og sikre gode vækstforhold uden generende græs for planterne.
QR-koder
Ved frugtlunden er der opsat små skilte med QR-koder, som besøgende kan scanne for at læse mere om projektet og se billeder fra etableringen. Frugtlunden danner nu en grøn og lærerig ramme om shelterpladsen, som specialklasserne også har bygget.
INTERVIEW
Som et led i arbejdet med at fejre indvielsen har eleverne lavet et interview med Dorte Gundersen:
Hvorfor søgte du job på Terndrup Skole?
- Det lød som et spændende job, der passede godt til min profil, og så tiltalte det mig, at det var lokalt. Jeg kendte mange af både eleverne og personalet i forvejen. Jeg er rigtig glad for at arbejde her.
Hvor mange år har du arbejdet på skolen?
- Jeg har været her siden april 1991, det vil sige i 34 år nu.
Hvad er det bedste ved dit arbejde?
- Det bedste er helt klart samværet med både elever og personale. Det er så hyggeligt, når I elever kommer for at kigge efter, om hunden er her, eller når vi mødes på gangen og siger ”hej” eller ”godmorgen”. Det betyder meget for mig, og det gør hverdagen god. Derfor tænkte jeg også, at frugtlunden selvfølgelig skulle gives til jer elever.
Kan du lide at være ude i naturen?
- Ja, jeg holder meget af naturen og går ofte ture i skoven. Det giver både inspiration og ro. Jeg kan også godt lide at være i min egen have, hvor jeg har kvasbunker og forsøger at skabe gode forhold for sommerfugle, insekter og pindsvin. Jeg har faktisk allerede haft besøg af to pindsvin.
Hvad håber du, frugtlunden vil blive til?
- Jeg håber, at frugtlunden kan blive et blomstrende samlingspunkt for eleverne. Et sted, hvor man kan smage på frugterne og nyde den mangfoldige natur. Det var min tanke, da jeg vandt frugtlunden… at I skulle have glæde af den.

