- Tirsdag, 24. juni 2025
Danmarks største dagligvarekæde er klar med en helt ny butik. Det sker i Terndrup, når dørene fredag bliver slået op til den nye dagligvareforretning i Terndrup Centeret.
Netto slår dørene op til en spritny butik i Terndrup den 27. juni. Butikken er på 516 kvadratmeter og er opført efter Nettos allernyeste butikskoncept.
Distriktschef Katrine Kjærgaard fortæller:
– Vi ønsker at være mere end en dagligvarebutik i Terndrup – vi vil gerne være en del af byens puls. Vi vil gerne støtte aktivt op om foreningslivet og de mange lokale arrangementer, der skaber liv og sammenhold i vores by. Fx har vi allerede sponsoreret et større beløb til den lokale fodboldklub og byfest, hvilket vi er super stolte over.
Den nye butikschef Victoria Erreboe Otte glæder sig til at tage imod kunderne og til at blive en del af lokalsamfundet:
– Jeg glæder mig rigtig meget til at hilse på kunderne og byde dem indenfor i nye, lækre rammer. For at give dem den bedste indkøbsoplevelse har vi blandt andet gjort det nemt og overskueligt at navigere i butikken, ligesom vi har en stor og indbydende frugt- og grøntafdeling. Vi har også gjort det nemt for kunderne, når de skal betale, hvor de har mulighed for at anvende vores scan-selv-kasser eller Scan&Go. Men er man mere til den personlige betjening, står mine smilende og venlige kollegaer selvfølgelig klar i til at betjene i kassen, udtaler butikschefen forud for åbningen af den nye butik.
Direktør i Netto Danmark, Braw Bakir, ser frem til, at familien bliver udvidet med endnu en butik med det nyeste Netto-koncept:
– Vi glæder os over, at vi nu kan invitere kunderne indenfor og til at de stifter bekendtskab med vores butik og medarbejdere. Det er vores fornemste opgave altid at sikre, at vi hele tiden er der, hvor vores kunder er, og at vi kan opfylde deres behov. Det vil vi naturligvis også gøre i den nye butik i Terndrup. Vi har hele tiden fokus på at være tidssvarende, og derfor er opgaven med at forme fremtidens Netto allerede i gang, så vi også om fem år er tidssvarende,” siger Braw Bakir.
Livemusik og goodiebags
På åbningsdagen kan kunderne se frem til et brag af en fest. Fra morgenstunden byder butikken nemlig velkommen med livemusik, kaffe og boller. Herefter åbner butikken, og det bliver selvfølgelig med skarpe åbningspriser. I løbet af dagen vil kunderne kunne opleve en lang række forskellige aktiviteter, med pølsevogn og DJ ude foran butikken, og goodiebags til børnene som nogle af elementerne.
/AN

