- Fredag, 13. juni 2025
REBILD: Gryden i Rebild Bakker var næsten fyldt til randen af publikum, da Den Kongelige Ballet torsdag aften var tilbage med sommerballet i strålende solskin og skyfri himmel.
Af John Jensen, lokaljournalist
Solskinnet tog i den grad revanche efter sidste års sommerballet, der bogstavelig talt blev skyllet væk af et voldsomt regnvejr. Torsdag aften viste sommervejret sig fra sin bedste side, og flere timer før forestillingen begyndte, var der allerede godt fyldt op af forventningsfulde gæster, der ville sikre sig gode pladser til aftenens balletoplevelse.
Ventetiden gav mulighed for at nyde den medbragte picnicmad og hyggesnak på skråningerne med familie og venner.
Programmet var som sædvanligt bredt sammensat for at vise bredden i Den Kongelige Ballets repertoire, der tidsmæssigt spænder fra 1841 til i dag.
Den Kongelige Danske Ballet, der en del af Det Kongelige Teater i København, og den er et af verdens ældste og mest anerkendte balletkompagnier med en historie, der går helt tilbage til 1748.
Sommerballetten besøger i 2025 11 danske lokationer. Balletten har siden 2006 været en fast del af den danske kultursommer, kun afbrudt af Corona-restriktionerne i 2020. I år var der 16 dansere på scenen, heriblandt både korpsdansere, solister og førstedansere, der er de bedste dansere, Den Kongelige Ballet kan præsentere.






