
- Onsdag, 7. maj 2025
Der var indtryk til både øjne og ører, da Ste van Holm & Freinds gav koncert i Thingbæk Kalkminer.
Af John Jensen, lokaljournalist
Himmerlands mest spektakulære koncertsal strålede om kap med laserlyset, da der fredag aften var koncert i Thingbæk Kalkminer med Ste van Holm & Friends.
Sfæriske klange blandede sig med en middelalderlig drejelire, synthesizere, elektriske guitarer, elbas og computerprogrammering i smukke, og til tider sære, lydlandskaber for det velpåklædte publikum, der var godt forberedt på temperaturen i kalkminerne.
Showet varede en times tid. Da var musikernes fingre blevet så nedkølede og stive, at det begyndte at knibe med at håndtere instrumenterne. Men på det tidspunkt var publikum også fyldt godt op af indtryk og en helt særlig musikalsk multimedieoplevelse.
Kalkminernes kølige miljø gav udfordringer for sangernes hænder og musikernes fingre.
Stor oplevelse
Birgitte Due Holm og Ole Lidegaard fra Aalborg kendte ikke Ste van Holm & Friends på forhånd, men de var meget begejstrede efter koncerten.
- Vi er altid nysgerrige efter at opleve ting, vi ikke har prøvet før. Det er noget, der forfrisker ens sind, siger Ole Lidegaard.
Parret har tidligere været til koncert i kalkminerne og er meget glade for omgivelserne.
- Når der sker noget hernede, så kommer vi herud, for vi har været så heldige at vinde et årskort til Rebildcentret, siger Birgitte Due Thompson.
Moderne LED-lys, laserlys og video i kalkhallerne gav den musikalske oplevelse en helt særlig indpakning,
Fabelagtigt rum
Orkesterleder Ste van Holm er begejstret for omgivelserne i Thingbæk Kalkminer:
– Det her er jo et fabelagtigt rum. Vi har gjort det til vores ”ting”, at vi spiller på steder, der ikke fra begyndelsen er tænkt som spillesteder. Her giver kalkminerne noget helt særligt til vores optræden, siger han.
Bandet brugte det meste af et døgn på at stille op og gøre klar til koncerten med et væld af lys, laser, videoprojektorer, lyd og instrumenter.
Meget af tiden, var musikere og publikum helt omsluttet af mørke og farver i det spændende lysshow.
Stramt styret improvisation
Ste van Holm & Freinds har spillet sammen siden 2015, men Ste van Holm har udgivet plader siden 2001. Orkesterlederen skriver musik og tekst, men musikerne har frie hænder.
- Jeg kommer med den grundlæggende idé, og så er det den enkelte musiker, der selv bestemmer, hvad de spiller. Lysmanden har også mulighed for at improvisere under koncerten, siger han.
Improvisationen sker inden for nogle rammer, for der er masser af computerprogrammering, når musik, video og lys skal spille sammen, men inden for rammerne har alle frie hænder.
Ste van Holm & Freinds under det lange bifald efter koncerten. Fra venstre Nicolai Olsen (Chapman Stick og drejelire), Ste van Holm (mandolin og elektronik), Julie Sommer (vokal), Tanja Hollerup (vokal), David A. Jeppesen (trommer) og Jesper H. Petersen (elbas). Uden for billedet er Mikkel Møller Larsen (lysdesign) og Jens Søbæk (lydteknik).
Ste van Holm & Freinds blander akustiske instrumenter med elektriske og digitale muligheder.