
- Onsdag, 7. maj 2025
Sverriggårdsvejs debut som kulturgade blev en stor succes med et samarbejde mellem tre af byens mange kulturelle foreninger.
Af John Jensen, lokaljournalist
Det blev en aften fyldt med rock, latter og smukt lokalt samarbejde, da Pavillon Cafeen, Kinorevuen og Kulturkupéen fredag aften for første gang holdt fælles arrangement på tværs af Sverriggårdsvej. Publikum mødte talstærkt op til en aften ned ad Memory Lane.
Der blev lagt fra land med tapas og kølige drikke i Pavillon Cafeen og 100-Salen, hvor 93 gæster fyldte lokalerne til sidste plads. Stemningen blev sat, da Kinorevuens formand Henrik Bjerg bød velkommen iført sin rockparyk, som var støvet af til lejligheden.
Tom Groth var en af forsangerne i Kupéen. Kim Strøm Kahr tog sig af slagtøjet, Børge Nørgaard spillede tangenter, og Heinz Kanstrup håndterede både guitar og bas. Christian Manstrup Hansen og Anne Hyttel, der ikke er med på billedet, deltog også som sangere.
Herefter blev opmærksomheden rettet mod lærredet, hvor dokumentarfilmen ”Becoming Led Zeppelin” blev vist med et passende lydtryk. Publikum fik et kig på bandets spæde start, inklusive sjældne optagelser fra en af deres første koncerter i Gladsaxe.
Aftenen sluttede med et uofficielt rekordforsøg i Kupéen: Hvor mange mennesker kan man egentlig klemme ind i lokalet på én gang? Svaret viste sig at være: rigtig mange! Et liveband spillede op til fællessang, og stemningen nåede nye højder med klassikere fra både Creedence Clearwater Revival og Bamses Venner.
Kulturkupéen var fyldt til bristepunktet, da der fredag aften blev rundet af med livemusik og fællessang.