Til trods for at det gode vejr lige nåede at slå om, så var markedsdagen en stor succes igen i år.

 

Af lokaljournalist Lisette Hansen

 

STØVRING: Det er ingen sag at få bikset en succesfuld handelsdag på benene, når man er to erfarne og dygtige forretningsfolk som Rikke Fruergaard og Lisette Kirstein. Endnu en gang har de i fællesskab med deres kolleger i byens centrum afviklet en begivenhedsrig dag til glæde for både de handlende og de lokale handelsfolk.

 

Udendørs blomstermarked hos Madam Riis.

Godt humør, god opbakning og gode tilbud

- Åh, jeg skulle have taget vanter med, lød det fra en af de optrædende børn fra Kulturskolen, da der blev lavet lydprøve forud for koncerten på bytorvet. Folk skuttede sig og gemte sig under markiser og paraplyer; men så var det heldigt, at der inden for rækkevidde var både grillpølser og kaffe at varme sig på! Og naturligvis fed rock fra Rebild Kulturskoles dygtige musikelever.

Inde hos Bog & Idé havde kulturskolens elever også etableret et lille spillested, så den stod på intimkoncert og god stemning for både personale og butikkens kunder.

Meny Støvrings slagterafdelings hjemmelavede grillpølser var et kæmpe hit.

- Her har været masser af folk – lige fra start, fortæller formand Merete Langeland glad og tilfreds hos Frivilligcenter Rebild. - Der var simpelthen kø helt udenfor. Hun henviser også til det populære stacking spil, som er stillet op flere steder i lokalet, og som besøgende kunne prøve i dagens anledning. Det gælder kort sagt om at stable kopper på tid, og det er ligefrem blevet en sportsgren med sin egen lokale klub: Nordjyllands Sport Stacking Klub (forkortet NSSK). De holder til hos Frivilligcentret, hvor de unge medlemmer øver, og for nyligt var de sågar fem lokale afsted til et mesterskab i Schweiz. De vundne medaljer lå fremme og skinnede på et bord.

Hos Meny gik pølserne direkte fra grillen som varmt brød, og udover læ og varme trak de gode tilbud også mange kunder ind i butikkerne.

Nordjyllands Sports Stacking Klub var at finde hos Frivilligcenter Rebild.

Et boost til det lokale erhvervsliv

- Det er gået virkeligt godt, fortæller Amy Chau og Rikke Fruergaard i Footsteps, da jeg selv smækker et par sandaler til min datter på disken – selvfølgelig til en uhørt god pris. - Vejret kan jeg selvfølgelig godt klage over, siger Rikke med et smil, - men det er ikke noget, vi har kunnet mærke i forretningerne. Lisette Kirstein istemmer og bemærker tilfreds til Rikke, at Kulturskolen er klar på at være med igen næste år.

Musikalsk underholdning ved Rebild Kulturskole.

Børnene fik til opgave at bygge bymidten, som de ønskede, at den så ud. - Det er meget slående, så grønt og så mange træer næsten alle har valgt at sætte på, bemærker Merete Langeland om opstillingen i vinduet hos Frivilligcenter Rebild, hvor der også er sneget sig en sø og et par eksotiske dyr ind.

e-max.it: your social media marketing partner