Der var stor interesse, da Katrineholm Galleri og Café i St. Brøndum havde fernisering på Marco Evaristtis udstilling ”And Now You Care”

 

Af John Jensen, lokaljournalist

 

Den chilensk-danske kunster Marco Evaristti har i mange år sat markante spor med sine provokerende udstillinger. Han kom for alvor i vælten, da han for 25 år siden siden lod guldfisk svømme rundt i en blender, med mulighed for at publikum kunne tænde blenderen.

Fredag aften var der fernisering i Katrineholm Galleri og Café på Marco Evaristtis seneste udstilling ”And Now You Care”. Udstillingen har tidligere været vist i Kødbyen i København, hvor den skabte stor debat, fordi planen var at sulte tre smågrise ihjel. Grisene blev dog stjålet fra udstillingen, inden det nåede så langt.

Fokus på dyrevelfærd

I Store Brøndum-versionen skulle den del have været erstattet af slagtningen af en gris, men kunstneren måtte acceptere, at det blev erstattet af en allerede slagtet gris, der hænger på en kødkrog.  

Marco Evaristti vil gennem sine udstillinger sætte fokus på dyrevelfærd, eller rettere mangel på dyrevelfærd i den moderne landbrugsproduktion.

Interessen for den debatskabende udstilling var stor ved ferniseringen fredag aften, hvor der også var mulighed for at tale med kunstneren selv.

Kunstner Casper Steffensen (m. solbriller) og Mads  Ulrich Nørreskov var blandt de mange, der kom, oplevede og diskuterede den omdiskuterede udstilling.

Flot start

Administrerende direktør ved Katrineholm Galleri og Café Lene Stegenborg er begejstret for den gode start på galleriets nye udstilling.

- Det var en fabelagtig levende fernisering, som sjældent er set på Katrineholm Galleri og Café. Kunst der sætter etiske spørgsmål på spidsen og skaber samtaler og debat blandt de fremmødte, siger hun.

And Now You Care er dermed med til at opfylde Katrineholm Galleri og Cafés ambition om at være en vigtig platform for samtidskunst, lyder det fra Lene Stegenborg.

Administrerende direktør for Katrineholm Galleri og Café, der her ses med sin datter Emeline, er begejstret for den store interesse for udstillingen ”And Now You Care”.

e-max.it: your social media marketing partner