
- Tirsdag, 25. marts 2025
For 11. gang samlede Det Store Byttemarked på Kulturstationen mere end 400 himmerlændinge, der kunne bytte sig til andet tøj, legetøj og meget andet.
Af John Jensen, lokaljournalist
Der var masser af muligheder for at gøre en god byttehandel på Kulturstationen, da der for 11. gang blev afviklet Det Store Byttemarked som en del af klimaugerne i Rebild Kommune.
Da dørene blev åbnet klokken 10, var der allerede dannet en kø uden for Kulturstationens sal, og så var der ellers en jævn strøm af besøgende i løbet af dagen, fortæller Bent Skovgaard Olsen.
Han er, sammen med en snes andre frivillige i Klima Rebild, Skørping Borgerforening, Bedsteforældrenes Klimaaktion, Foreningen Rødderne, Kulturstationen og DN Rebild, med til at få Det Store Byttemarked til at gå op i en højere enhed.
Byttedagen er gratis og kræver ingen tilmelding, men Bent Skovgaard Olsen sætter en streg, hver gang der er en, der passerer indgangen for at holde styr på antal af besøgende. Allerede klokken 10.30 havde deltagerantallet passeret 100.
Han er også parat med vejledning til gæsterne om, hvordan byttedagen fungerer.
Bitt Juul Jensen tog initiativet til første udgave af Det Store Byttemarked for 12 år siden.
Stadig begejstret
Bitt Juul Jensen var initiativtager til Det Store Byttemarked for 12 år siden. Hun var blevet kontaktet af to unge kvinder fra København, som hun kendte. De havde fået penge til at starte et projekt med byttemarkeder op og var sikre på, de kunne får Bitt Juul Jensen med på idéen.
Den kontakt resulterede i den første udgave af ”Det Store Byttemarked”, og idéen har i høj grad vist sig at være bæredygtig siden da.
Bitt Juul Jensen er fortsat lige begejstret for ”Det Store Byttemarked”.
- Det er dejligt at opleve, hvordan tøjet forsvinder, næsten inden det bliver hængt op. Og så er det også bare en hyggelig dag sammen med de andre aktivister, siger hun.
Mette-Marie Sommer og Nanna Otte var klar til at hjælpe med tilpasning af tøjet.
Syhjælp på stedet
Oppe på scenen sidder Mette-Marie Sommer og Nanna Otte fra Repair Café klar til at hjælpe med at sy tøjet til, hvis størrelsen ikke er lige i skabet. De er med for anden gang og er rigtig glade for at få mulighed for at slå et slag for Repair Café, der i øvrigt flytter til Kulturstationen om kort tid.
Pia Hansen var til Det Store Byttemarked for fjerde eller femte gang.
En god fornemmelse
Pia Hansen fra Flamsted har afleveret en posefuld tøj og legetøj, som børnebørnene ikke bruger mere. Nu er hun i gang med at tjekke bøjlestativerne med masser af tøj, og hun er sikker på, der også er noget i posen, når hun forlader byttemarkedet igen.
Det er fjerde eller femte gang, hun besøger Det Store Byttemarked, og hun er begejstret for idéen med at bytte sig til noget andet.
- Det er et rigtig godt arrangement, så jeg kommer her gerne igen. Det er en god fornemmelse at aflevere noget, der kan bruges af andre, og så selv tage noget andet med hjem, siger hun.
Bent Skovgaard Olsen holdt styr på, hvor mange der kom til byttemarked, og han var også klar med vejledning til gæster, der ikke havde været til byttemarked før.