- Mandag, 24. marts 2025
Ejer og personale kan ikke få armene ned efter åbning i onsdags: Det var et tilløbsstykke uden lige, da Sushimania onsdag åbnede dørene for første gang i Jernbanegade i Støvring.
Mads Lange, som ejer den nye sushi-restaurant, var helt målløs - og det siger faktisk ikke så lidt: Han har tidligere været en del af den store SushiMania-kæde, og har efter udtrædelsen af denne, åbnet Sushimania i Aars. Her var der rekordstor søgning i åbningsugen. Men åbningen i Støvring slår alle rekorder, fortæller Mads Lange:
– Der var laaang kø fra indgangsdøren og ned af Jernbanegade, da jeg sammen med personalet åbnede døren til den nye restaurant, hvor der stod gratis sushi-bokse til de første 200 gæster denne dag. Og herefter var der travlt hele dagen – og i dagene derefter, siger Mads, som tydeligvis er både stolt og imponeret over den flotte modtagelse i Støvring.
Hundredevis af kunder har været inde for at købe ”10 stk. sushi for 79,-” – eller nogle af de mange andre lækkerier, som er i disken i den nye sushi-restaurant, som fortrinsvis sælger ”Take-away” – men dog også har plads til nogle siddende gæster, som foretrækker at indtage deres sushi i selve restauranten.
– Det lover godt for fremtidens SushiMaina i Støvring, slutter Mads, som ovenikøbet har været nødt til at indtage ekstra personale for at imødekomme den helt ekstraordinært store interesse.
Der har været kunder stort set hele tiden, lige siden SushiMania i Jernbanegade åbnede i onsdags. Her ses indehaver Mads Lange,
som sammen med personalet har haft travlt med at tilberede sushi nok til at imødekomme efterspørgslen, som overgår alles forventninger.