- Tirsdag, 11. marts 2025
Boligforeningen Himmerland forventer, de første beboere kan flytte ind i Enggårdens nye rækkehuse efter sommerferien.
SKØRPING: Det går hurtigt i Enggården i Skørping. Der var første spadestik på de nye rækkehuse i slutningen af september 2024 og 3. marts 2025 blev der holdt rejsegilde.
- Der er god fremdrift i tingene og forløber sidste del af projektet på samme måde som indtil nu, er det realistisk, at de første beboere kan flytte ind på den anden side sommerferien, siger direktør Ole Nielsen, Himmerland Boligforening.
Udbygningen af Enggården er resultatet af et længe næret ønske om at kunne efterkomme en betydelig efterspørgsel efter at bo til leje i det centrale Skørping
- Vi fik mulighed for at udvide afdelingen, fordi vi kunne rive en fraflyttet børnehavebygning ned og dermed skabe plads til ni nye boliger på knap 90 kvadratmeter hver, der bliver opført i rækkehuse på ét plan, siger Ole Nielsen.
Alt renoveres
Rejsegildet er dog langtfra den eneste aktivitet for boligforeningen, når det kommer til Enggården. Aktuelt er man nemlig i gang med ud- og indvendig renovering af de eksisterende 35 toetagers rækkehuse, der er opført for et halvt århundrede siden.
De trænger efterhånden til en ganske stor kærlig hånd og det er præcis, hvad der nu sker, lyder det fra direktøren i Himmerland Boligforening. /JJ

