- Onsdag, 19. februar 2025
– Det skyldes simpelthen almindelig sund fornuft. Forhåbentlig har fornuften ikke ændret sig i kommunalbestyrelsen - heller ikke efter et valg.
Bent Lund Jørgensen, pensionist
Rold Skov er en af Danmarks ældste skove. Den er på ca. 8000 hektar og ca. ¼ tilhører staten. Den ¼ omhandler bl.a. Rebild Bakker, der blev fredet i 1940, Gravlev Ådal og selve skoven. I skoven er der områder, der ligger urørt hen, bl.a. Trolde Skoven, hvor der er 300 år gamle bøge - som bøgetræer nu så ud dengang.
En eventuel naturnationalpark vil sikkert komme til at se ud, som Rune Engelbreth Larsens forslag fra 2021. Rune Engelbreth Larsen, der er cand. mag. i religionshistorie og idehistorie, foreslår at indhegne statsskoven incl. Rebild Bakker og Gravlev Ådal. Han vil have indført store græsædere - da de har enorm betydning for biodiversiteten - det være sig kreaturer, heste, bisonokser, elge og vildsvin. Dyrene skal gå ude hele året og leve af det, de kan finde.
En af de naturnationalparker, som Rune Engelbreth Larsen har besøgt og henviser til, er den Hollandske naturnationalpark Oostvaardersplassen, der er ca. dobbelt så stor som statsskoven i Rold. Parken - der er indhegnet - blev indviet i 1990 og der blev udsat Heck kvæg og Konik heste. Der blev ikke tilskudsfodret om vinteren og i vinteren 2005 - 2006 døde der et stort antal dyr. Det betød, at flere dyreværnsorganisationer anklagede parken for vanrøgt. Det blev afvist ved både underret og højesteret. Det blev faktisk godkendt, at en dødelighed på op imod 50% om året ville være acceptabel. Vi kan så kun håbe på, at vintrene i fremtiden fortsat bliver mildere - ifald Naturnationalpark Rold Skov bliver til virkelighed.
Jeg har gået ture i Rold Skov siden 1979 - de sidste 16 år flere gange om ugen. Skoven har i den grad ændret sig - især efter begyndelsen af 1990 erne. Der er i dag ligelig fordeling mellem nåletræer og løvskov, og der bliver stadig mere løvskov. Storm knækkede og faldne træer får lov til at ligge i skovbunden, toppen af fældede bøgetræer får ligeledes lov til at ligge. Der er træstubbe og faldne stammer fra stormen i 1981. Der bliver fældet og dannet lysåbne områder, søer og vandhuller bliver etableret og vedligeholdt, moseområder bliver gendannet, der går får, geder, kreaturer og heste i indhegnede områder og i 2015 begyndte man projekt livstræ. Man mærker gamle træer som livstræ, hvilket betyder, at det står til det falder af sig selv. Alt i alt er der så mange tiltag i statsskoven i Rold, at biodiversiteten dårligt kan få bedre vilkår. - I øvrigt mener jeg, at ordet biodiversitet efter hånden er lige så misbrugt som ordet ekspert.
Rold Skov/Rebild Bakker besøges af tusinder hvert år. Gående, løbende, ridende, cyklende, spejdere, jægere, børnehaver, skoleklasser og andet godtfolk kommer dagligt. Under Coronaen var der ensretning rundt om Store Økssø. Det viser lidt om, hvor mange mennesker der nyder at kunne gå en tur i skoven og det, de glæder sig over, er, hvis de ser en hjort, et egern eller et par gråænder med ællinger i et vandhul. De ser ikke efter sjældne planter og dyr, men glæder sig over en nyudsprungen bøg, anemoner og vorterod i skovbunden og ravnens skrig i trætoppene. Måske skulle vi høre lidt efter de folk, der faktisk bruger skoven og ikke en flok biologer, der kommer et par gange om året for at se, hvordan biodiversiteten har ændret sig Rold Skov naturnationalpark.
Til Klaus Anker Hansen vil jeg blot sige, at antallet dyr indenfor de sidste 50 år skulle være reduceret med 70% lyder fuldkommen tåbeligt, af den simple grund, at man ikke aner hvor mange dyrearter, der findes i verden. De forsigtige forskere siger, at vi har mellem 5 og 10 millioner arter medens de mere vidtløftige mener, at der er mellem 50 og 100 millioner arter. Til dato har man registreret ca. 1,6 millioner forskellige arter. WWF har undersøgt 4300 forskellige pattedyr, fisk, fugle og padder og fundet frem til tallet 68%, men det er jo kun en forsvindende lille del af den reelle mængde af arter i verden indenfor de fire områder, der er på ca. 53000 registrerede. Spørgsmålet er også, hvordan de har udvalgt de 4300 arter. I øvrigt er der hverken myg eller biller med i undersøgelsen. I samme periode er verdens befolkning fordoblet fra 3,6 milliarder i 1970 til 7,7 milliarder i 2020.

