- Onsdag, 12. februar 2025
Alle tillidsposter blev lynhurtigt besat, da tre forskellige foreninger holdt fælles generalforsamling i Blenstruphallen.
Det er sjældent sket, at godt tredive forventningsfulde personer møder op til generalforsamling i Blenstruphallen. Men det var det, der skete onsdag d. 5. februar. Anledningen var et forsøg med at holde fælles generalforsamling for tre foreninger: Gymnastikforeningen, Idrætsforeningen og Lokalrådet.
Bestyrelserne for de tre foreninger havde forberedt generalforsamlingerne, som de plejer med indkaldelser, beretninger, regnskaber og valg til forskellige poster. Det nye var, at de tre dagsordener var flettet sammen, og at de fremmødte valgte én dirigent.
Kunne tiden holde?
Stemningen i lokalet var god, men flere sagde højt at de var lidt nervøse for, hvor lang tid, det ville tage… især fordi der var annonceret tapas-anretning som afslutning på forsøget.
Formændene præsenterede på skift de tre beretninger, som var velforberedte og gav indsigt i, hvad de enkelte foreninger havde haft af aktiviteter, succes’er og udfordringer i det forgangne år.
I gennemgangen af de tre regnskaber blev det tydeligt at foreningerne har nogle af de samme udfordringer, og at man kan lære meget af hinanden – og hjælpe hinanden.

Birgitte Feld Mikkelsen fortalte om lokalrådets arbejde.
Hurtige valg
Det svære punkt på dagsordenen plejer at være ”valg til bestyrelsen”. Dirigenten oplyste for hver forening, hvem der var på valg, og hvem der ikke genopstillede. Om det var den gode stemning i lokalet eller knurrende maver er uklart, men de unge var hurtige til at melde sig og de fik store klapsalver af forsamlingen. Inden der var gået 10 minutter, var alle tillidsposter i tre foreninger besat.
Lokalrådets formand, Birgitte Feld Mikkelsen, sluttede af med at præsentere Lokalrådets mange planer for 2025, som også involverer byens foreninger.

Omkring 30 personer var mødt op i Blenstruphallen til de usædvanlige generalforsamlinger.
Positive tilbagemeldinger
Under ”Eventuelt” blev deltagerne opfordret til at kommentere på ”forsøget”. Alle var positivt overraskede over at den fælles generalforsamling ikke havde taget længere tid end de enkelte foreninger plejede at bruge på sin egen. Det havde ingen forudset. Det gav god energi for foreningerne at være mange sammen og have mulighed for at netværke på tværs. Der var enighed om at gentage succes’en næste år, og der kom også konkrete forslag til at invitere flere foreninger med.
/ JJ

