Blenstrup Hallens Cafe lægger onsdag lokale til en lokal nyskabelse: Tre generalforsamlinger i samme lokale på samme tid.

 

Af John Jensen, lokaljournalist

 

Det er ikke et rekordforsøg til Guinness Book of Records eller lignende. Det er bare en sjov, lidt skæv idé, der bliver afprøvet i Blenstrup onsdag aften.

Blenstrup Gymnastikforening, Blenstrup Idrætsforening og Blenstrup Lokalråd holder fælles generalforsamling i Blenstrup Hallens Cafe, fortæller lokalrådets formand Birgitte Feld Mikkelsen, der er initiativtager til den usædvanlige idé.

- Det er jo altid sådan, at der er gengangere i de forskellige bestyrelser. På den her måde skal man kun afsted én aften, siger Birgitte Feld Mikkelsen, der heller ikke er blind for, at det også kan give lidt flere deltagere ved mødet.

- Ved at slå pjalterne sammen, kan vi også få lidt hygge på tværs af foreningerne, og der bliver flere, som ved noget om, hvad der foregår rundt omkring, siger hun. 

Tapas til sidst

For at markere denne særlige aften giver Blenstrup Lokalråd en tapasanretning til deltagerne, når generalforsamlingerne er afsluttet, for at give plads til lidt fælles hygge også, fortæller Birgitte Feld Mikkelsen.

Men hvordan får man lige sådan en konstruktion til at virke, måtte Birgitte Feld Mikkelsen spørge sig selv, inden det kom så langt, som til at indkalde til det fælles møde.

Tre runder hver gang

Lokalrådets formand lagde simpelthen dagsordnerne fra de tre foreninger ind i sin ChatGPT (kunstig intelligens på computeren, -red).

- Og så bad jeg maskinen om idéer til, hvordan man kunne kombinere dem til et fælles møde. Det første svar var lidt kedeligt, for det var at afvikle dem i halen af hinanden. Men da jeg bad den om et nyt svar, dukkede den fælles dagsorden op, siger hun.

Ved hvert dagsordenspunkt får hver forening sin egen runde, sådan at deltagerne for eksempel hører tre formandsberetninger, laver tre valgrunder og så videre. Til sidst har lokalrådet fået et særligt punkt for sig selv, inden der afsluttes med tre runder ”Eventuelt”.

Rutineret dirigent

Det lyder alt sammen som ”lige ud ad landevejen”, men for at sikre sig, at aftenen forløber, som den skal, har de tre foreninger allieret sig med en erfaren lokal dirigent, Jørgen B. Nielsen fra hallens bestyrelse. 

e-max.it: your social media marketing partner