Siem Forsamlingshus havde i weekenden atter et dilettantspil med god mad og masser af glade gæster.

 

Af John Jensen, lokaljournalist

 

SIEM: Med 250 publikummer i løbet af tre dage i Siem Forsamlingshus tøver formanden for forsamlingshuset Hanne Sørensen ikke med at kalde årets dilettantspil, Blue Moon, en succes.

- Det har været tre fantastiske aftener med et godt publikum, der var rigtig godt med undervejs. Vi har fået mange positive tilbagemeldinger på arrangementerne, siger hun.

Faste traditioner

Dilettantgruppen i Siem har haft forestilling en gang om året siden 1978, og de tre forestillinger følger nogle helt faste traditioner, fortæller formanden, der også selv er aktiv på scenen.

- Onsdag aften spiller vi for boenheder fra rundt omkring i Østhimmerland. De starter altid med en to-retters menu inden forestillingen. I år var der flæskesteg til hovedret og Pære Belle Helene til dessert. Det var noget, der vakte lykke, siger hun.

Om fredagen var der stort pølse- og ostebord efter forestillingen med hjemmebagt brød, hvor lokale havde bagt brødet, og lørdag var der stort buffet fra Blenstruphallens cafeteria.

Det hele var bare en succes, fortæller Hanne Sørensen, der dog er lidt mat, efter søndagens oprydning i forsamlingshuset.

- Vi er glade i bestyrelsen men godt nok også en smule trætte, siger hun.

I januar har der to gange om ugen været prøver på scenen i Siem Forsamlingshus.

God belønning

Tre vellykkede arrangementer er en dejlig belønning for flere måneders hårdt arbejde. Årets dilettanthold begynder prøvearbejdet i uge 43 med prøve en gang om ugen før jul og to gange om ugen efter juleferien, når premieredagen nærmer sig.

- Det er altid lidt mærkeligt fornemmelse, når vi er færdige. Så går man derhjemme og tænker, ”hvad er det lige jeg har glemt. Der må da være noget, jeg skal”, siger hun.

Hanne Sørensen ved, hvad hun taler om, for hun været med i dilettantspillet i Siem siden 1982, kun afbrudt af to ét-årige pauser.

- Første gang var, da vi skulle have vores første barn, og jeg troede, man ikke kunne være med, når man var gravid. Men det har jeg senere fundet ud af, at det kan man sagtens, smiler hun og fortæller, den anden pause var det år, hun afsluttede sin uddannelse.

Hanne Sørensen og de øvrige dilettant-spillere bliver ved år efter år, fordi det er sjovt.

- Prøv lige og tænk. Du står oppe på scenen og kan opføre dig helt vildt, og der er ikke nogen, der siger, du skal opføre dig ordentligt, siger hun.

- For mig er det bare et frirum, og vi morer os, når vi er på scenen, siger Hanne Sørensen.

Aktørerne morer sig og nyder spasen på de skrå brædder i forsamlihgshuset.

Siden 1978

I år har der været ti personer i gang, for at få dilettantspillet til at gå op i en højere enhed, og forsamlingshusets bestyrelse hjælper med mad, indbydelser og den slags. Det kan variere lidt fra år til år, hvor mange der er med, og der er også lidt udskiftning i den faste trup en gang imellem, fortæller Hanne Sørensen.

De fleste har faste funktioner fra år til år. Uden for scenen er frisør Susanne Nielsen fast sminkør, Tina og Mike Godsk er henholdsvis sufflør og lys- og lydmester.

På scenen var det i år Gitte Mikkelsen, Hanne Sørensen, Asger Jensen, Sanne Young, der var med som debutant, og Elsebeth Bak og Birgit Ellemann.

Maria Ohrt-Nissen har i mange år været instruktør, men har også i lang tid leveret manuskript til forestillinger hvert andet år. I år stod hun dog alene for instruktion, fordi gruppen havde lejet retten til forestillingen Blue Moon.

- Det varierer lidt, hvor vi får stykket fra, men det er altid en farce. Det skal være sjovt. Lyder det fra Hanne Sørensen.

Aktørerne morer sig og nyder spasen på de skrå brædder i forsamlihgshuset.

Koncert i marts

Næste gang, der er aktivitet i Siem Forsamlingshus er 22. marts, hvor Kim Larsens søn, Sylvester, spiller med sit orkester. Inden koncerten kan man forsyne sig med mad fra Slagter Stillers pølsevogn, lyder det fra Hanne Sørensen.

Der bliver en samlet pris for både koncert og mad, og denne gang bliver det ekstra billigt for medlemmerne i Siem Forsamlingshus, lyder det fra formanden

- Vi var i efteråret så heldige at få en donation fra Sparekassen Danmarks jubilæumspulje, og vi syntes i bestyrelsen, at det skal komme vores medlemmer til gode, slutter Hanne Sørensen.

Aktørerne morer sig og nyder spasen på de skrå brædder i forsamlihgshuset.

e-max.it: your social media marketing partner