
- Onsdag, 29. januar 2025
Ø. HORNUM: Forleden blev der afholdt nytårsfest på Birkehøj, der på én gang var en festlig og fornøjelig aften, men også fyldt med vemod. Med 65 deltagere samlet blev det en uforglemmelig aften, hvor både beboere, pårørende og personale nød den sidste fest i de velkendte rammer, mens der endnu er beboere på Birkehøj
Jenny (tv), Lisette, Karen og Anna nød nytårsfesten – og de smukt opdækkede borde med Inges imponerende blomsterdekorationer.
Aftenen begyndte med et glas champagne, hvor gæsterne ønskede hinanden et godt nytår. Samtidig blev der budt velkommen til alle, herunder Svend Bisgaard, som sørgede for musik og fællessang hele aftenen.
Med sanghæfter i hånden og et varieret musikprogram leverede Svend en fantastisk oplevelse, hvor både fællessang og musikalsk underholdning gik op i en højere enhed. Flere klassiske sange som “De nære ting”, “Fiskerpigens sang” og “Lille Alvilda” blev sunget i fællesskab, og der var en livlig stemning ved bordene. Snakken gik lystigt, og fællesskabet var tydeligt at mærke.
Maden var særdeles veltilberedt, og fadene blev næsten tømt – et klart tegn på, at det faldt i god smag hos alle.
Det blev en festlig aften, man sent vil glemme.
Brugerrådet overvejer nu at danne en ny forening for at fortsætte de mange aktiviteter, som har bragt glæde gennem årene.