Bestyrelsen i Skørping Idrætscenter undersøger i øjeblikket muligheden for at danne et energifællesskab med byen om solceller på Skørpinghallernes tag.

 

Af John Jensen, lokaljournalist

 

SKØRPING: Bestyrelsen i Skørping Idrætscenter, SIC, rækker i øjeblikket ud til lokalområdet, for at høre, om der findes folk i Skørping og omegn, der vil være med til at undersøge muligheden for at stifte et energifællesskab om et solcelleanlæg på Skørpinghallernes tag. 

Et fællesskab, der kan levere strøm til flere end blot idrætscenteret.

På vej i nogle år

Bestyrelsen har i nogle år talt om at bruge hallernes meget store tagareal til at producere strøm ved hjælp af solceller. Det lokale rådgivningsfirma Planenergi har været meget behjælpelige i den proces, og for et års tid siden blev der hentet to tilbud hjem på et anlæg, der kan dække elforbruget i SIC, fortæller formand Erik Bundgaard.

- Men der er plads til meget mere på taget, og SIC vil rigtig gerne være med til at gøre noget for klimaet og for Skørping, så hvorfor ikke undersøge muligheden for at inddrage byen også, siger han.

Formand for Skørping Idrætscenter Erik Bundgaard og den øvrige bestyrelse arbejder på at oprette et såkaldt energifællesskab om et solcelleanlæg på Skørping-hallernes tag.

Dele anlægget med andre

Siden 2020 har lovgivningen givet mulighed for at lave energifællesskaber i forbindelse med blandt andet solcelleanlæg.

- Så kan strømmen leveres til flere, og det er den økonomisk bedste løsning, lyder det fra Erik Bundgaard. 

Det kan nemlig ikke betale sig for SIC at lave et kæmpeanlæg og sælge strømmen.

- Det er ikke en god forretning at sælge strømmen på spotmarkedet. Det er det til gengæld, hvis vi har et energifællesskab, der selv kan bruge den strøm, vi producerer med et større anlæg, siger han.

Flere tilsagn om hjælp

Men ordningen med energifællesskaber er ny, og reglerne på energimarkedet er svære at gennemskue. Så bestyrelsen leder i første omgang efter hjælp og samarbejdspartnere for at skrue den bedste løsning sammen.

Opslag på Facebook har allerede give pote i form af flere tilsagn og gode input fra folk, der vil være med i arbejdet, og der er inviteret til offentligt møde i forbindelse med klimaugerne i begyndelsen af april, fortæller Erik Bundgaard, der også forventer at energifællesskabet bliver et emne på SIC’s generalforsamling 26. marts. 

Hurtigst muligt

SIC sætter under alle omstændigheder med stor sandsynlighed installeringen af et mindre solcelleanlæg til eget forbrug i gang så hurtigt som muligt.

- Det bliver behandlet på vores bestyrelsesmøde 4. februar, hvor et enigt forretningsudvalg vil anbefale at sætte arbejdet i gang. Det skulle så senere være forholdsvis let at udvide anlægget, når der er stiftet et energifællesskab, som så kan overtage driften, siger Erik Bundgaard.

Skørping Idrætscenter, SIC, har allerede fået to tilbud på et solcelleanlæg, der kan dække centerets elforbrug. De sorte felter kan dække behov, så der er plads til et meget større anlæg på det store tagareal.

Uklare regler

Men reglerne omkring energifællesskaber er i øjeblikket uklare på flere punkter. For eksempel er det ikke beskrevet, hvor tæt på anlægget man skal bo for at være med.

- Der er flere ting, vi skal have undersøgt nærmere, inden vi ved, om det i det hele taget kan lade gøre, lyder det fra Skørping Idrætscenters formand Erik Bundgaard.

 

FAKTA

Energifællesskaber er sammenslutninger af borgere, mindre virksomheder og lokale myndigheder, som kan beskæftige sig med forskellige projekter relateret til energi.

Der findes to typer energifællesskaber: Vedvarende energifælleskaber( VE) og Borgerenergifællesskaber

Energifællesskaber har til formål at give deltagerne i fællesskabet sociale, miljømæssige eller økonomiske fælleskabsfordele.

Borgere, lokale myndigheder og SMV’er (mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder, - red) kan deltage i VE-fællesskaber. Borgere, lokale myndigheder, herunder kommuner, og små virksomheder kan deltage i borgerenergifællesskaber. 

For at deltage i et VE-fællesskab, skal man være beliggende i nærheden af VE-fællesskabets VE-projekter. ”Beliggende i nærheden” er dog på nuværende tidspunkt ikke nærmere defineret.

Der findes ikke et lignende afstandskrav for borgerenergifællesskaber. 

Læs mere på https://ens.dk/forsyning-og-forbrug/faq-om-energifaellesskaber 

e-max.it: your social media marketing partner