62 gange var brandfolkene i Støvring kaldt ud i det forgangne år til større og mindre opgaver i Midthimmerland.

Af John Jensen, lokaljournalist

 

2024 blev en smule mere travl end 2023 for Falcks 19 brandfolk i Støvring. 62 gange var de på vejene til større og mindre brand- og redningsopgaver mod 54 ture i 2023. Det fremgik, da Falck-stationen nytårsaftensdag samlede personalet og andre til den traditionelle nytårsparole.

Med livet på spil

Stationsleder Søren Christensen fremhæver især en hændelse fra året, der gik.  

- 14 august fik vi en melding om brand i et hus. En person var angiveligt i boligen og råbte om hjælp derinde fra. Heldigvis var en tidligere brandmand, Bo Jensen, dukket op, og han fik reddet personen ud, siger han.

Bo Jensen brugte sine 21 års erfaring som brandmand, da han med stor personlig risiko kravlede ind i det voldsomt brændende hus. Ham fik fat i kvinden og sørgede for, hun kom i sikkerhed uden for huset, allerede inden brandvæsnet nåede frem til Suldrup, syv minutter efter alarmmeldingen fremgår det af nordjyske.dk’s omtale. 

48-årige Bo Jensen var stoppet på brandstationen et par måneder forinden, fordi han flyttede til Suldrup. Han blev senere hædret for sin indsats på politistationen i Hobro med en mindre dusør. 

- Der er for mig ingen tvivl om, at Bo Jensen reddede livet for personen i boligen, siger Søren Christensen.

Fastholdelse af folk

Brandstationen på Vester Primærvej skal præstere et stabilt beredskab døgnet rundt hele året, og det kan godt være en udfordring, fortæller stationslederen. 

- Vores brandfolk er deltidsansatte i Falck, og har derfor brandmandsjobbet ved siden af deres hovederhverv. Når en brandmand skifter job måske til en arbejdsgiver udenfor Støvring, så kan det få betydning for beredskabet, lyder det fra Sørensen Christensen. 

I øjeblikket er der 19 brandfolk på stationen, hvoraf de fleste bor i Støvring. Men stationen har også tre brandfolk, som ”kun” står til rådighed i dagtimerne, mens de er på arbejde her i Støvring, fordi de bor udenbys.

Rekrutterer altid

Der er løbende behov for nye folk, der kan sikre bemandingen i både dagtimer og resten af døgnet. 

- Når vi skal have nye brandfolk, er det ikke nok, at de selv gerne vil være brandmænd. Det kræver også at deres arbejdsgiver er villig til at afgive sine folk, når brandvæsnet har brug for deres indsats, fortæller stationslederen.

- Jeg vil derfor rette en stor tak til de arbejdsgivere i Støvring der velvilligt lader deres medarbejdere forlade arbejdspladsen, når der er behov for det. TAK!, siger Søren Christensen.

 

Nytårsaften var brandfolkene kaldt ud til to containerbrande i Støvring.

FAKTA

Brandstationen i Støvring

Brandstationen i Støvring har adresse på Vester Primærvej 9.

Stationen drives af Falck, der har overenskomster med Nordjyllands Beredskab (brand, redning, forurening mv.) og virksomheden PreMed (ambulanceberedskab).

Er hjemsted for brand- og redningsindsatsen i store dele af Rebild Kommune og den sydlige del af Aalborg Kommune.

Er hjemsted for ambulanceberedskab, hvor der er vagtstue til otte medarbejdere i døgndrift.

Udstyr til brand og redning: Mobil brandsprøjte (årgang 2022), en helt ny tankvogn og en trailer med udstyr til miljøuheld.

e-max.it: your social media marketing partner