- Torsdag, 28. november 2024
Efter en lang og dedikeret politisk karriere, hvor Bjarne Laustsen har repræsenteret Socialdemokratiet på både lokalt og nationalt niveau, annoncerer han nu sit kandidatur til byrådet i Rebild Kommune ved kommunalvalget i 2025. Efter at have meddelt, at han ikke genopstiller til Folketinget, har Bjarne Laustsen besluttet sig for at fortsætte sit engagement i lokalsamfundet i Rebild Kommune.
Engagement og ansvar
Bjarne Laustsen udtaler, at han ser frem til at tage aktiv del i byrådsarbejdet i Rebild, en kommune, han som beboer gennem det meste af livet har en særlig tilknytning til, såfremt vælgerne skulle ønske det. – Jeg er både stolt og beæret over at få den her mulighed, siger han til Folkebladet Rebild og fortsætter: – For mig betyder det meget, at man stadig engagerer sig og tager et ansvar, når man stadig brænder for det. Derfor takker jeg også mange gange ja til nomineringen som kandidat til kommunalvalget for Socialdemokratiet, og håber selvfølgelig på både medlemmer og vælgernes tillid.
For Bjarne Laustsen bliver det samtidig en slags hjemkomst. Når kommunalvalget i 2025 finder sted, vil det nemlig være 40 år siden, han for første gang blev valgt til byrådet i Støvring, der nu er en del af Rebild Kommune. Her begyndte hans politiske karriere, og han er stolt over at kunne vende tilbage – nu med flere års erfaring: – I dag er der heldigvis mange seniorer, der arbejder i og langt over pensionsalderen. Og jeg bliver en af dem. Fordi jeg mener det er vigtigt, at man tager en tørn, når man stadig har noget at byde på, siger han og supplerer: – Jeg har selvfølgelig mange tanker og idéer til, hvordan vi kan bygge en endnu bedre kommune for borgerne. – Jeg vil være hele Rebild Kommunes repræsentant, Støvrings styrke må ikke blive de andre byers svaghed, fantasiprojektet som en ny bro over jernbanen ved Støvring station, vil jeg gøre hvad jeg kan for ikke bliver til noget; der er andre og meget vigtigere ting at bruge så mange millioner på.
Opbakning fra Socialdemokratiet i Rebild
Socialdemokratiets gruppeformand i Rebild byråd, Peter Hansen, er glad for, at Bjarne Laustsen har valgt at stille op til byrådet: – Vi er utrolig glade for, at Bjarne ikke bare lægger hænderne i skødet, efter sine mange års arbejde for Socialdemokratiet i Folketinget. Det bliver godt at få en erfaren kandidat med på holdet herhjemme, siger Peter Hansen, der allerede nu er udpeget som partiets borgmesterkandidat.
Den tidligere partiformand i Rebild Kommune, Anne Gormsen, udtrykker også sin opbakning og tilføjer: – Bjarne Laustsen er en respekteret politiker med dybe rødder og kendskab til lokalsamfundet. Kendt for at kæmpe de lokales sag – kendt som vores tillidsmand. Jeg er rigtig glad for, at han har sagt ja til at tage en ekstra omgang.
Bjarne Laustsen har arbejdet 17,5 år som smed og tillidsmand på Hydrema, en af Rebild Kommunes største arbejdspladser. I 1992 kom i Folketinget for første gang, hvor han blev landskendt for sin folkelige facon og ligefremme humor. Han har altid set sig selv som nordjydernes tillidsmand.
Et lokalt engagement
For Bjarne Laustsen er beslutningen om at stille op i Rebild Kommune i høj grad drevet af ønsket om at skabe positive forandringer lokalt. – Når man har mulighed for at give noget tilbage til lokalsamfundet, og man stadig har energien og idéerne, skal man gribe chancen, siger han.
Kender kommunen og udfordringerne
På spørgsmålet fra Folkebladet Rebild opgør Bjarne Laustsen endvidere de fakta, som han bringer med sig:
Hans kendskab til den samlede Rebild Kommune er stort, idet han en periode var formand for den socialdemokratiske valgkreds, der på dette tidspunkt også omfattede Nørager, Haverslev og Buderupholm. Han kender til ”Skørping-siden” via sin flerårige bopæl i Buderupholm, og i sin ungdom gik han på Bælum Ungdomsskole.
Det er vigtigt, at vi arbejder med en kommune i balance, og han tænker her på de forskelle der er på erhverv, bosætning og kultur i de forskellige egne af kommunen, f.eks. når man lukker og åbner skoler. – Men vækst og udvikling er jo faktorer, som vi kan arbejde med, men som ikke helt er til at forudsige, siger Bjarne Laustsen.
Forlader ikke Christiansborg i utide
På spørgsmålet om, hvorvidt den socialdemokratiske regel om ikke at besætte dobbeltmandater, vil tvinge ham til at forlade sit mandat i Folketinget, hvis han vælges til Byrådet og der ikke forinden er udskrevet folketingsvalg, siger Bjarne Laustsen: – Jeg har i god tid oplyst, at jeg ved næste folketingsvalg – hvornår det så end måtte komme – ikke stiller op. Dermed er det accepteret internt i Socialdemokratiet, at jeg en kortere periode på max. ét år, kan sidde begge steder, siger han afslutningsvis.