- Torsdag, 21. november 2024
Foreninger i Øster Hornum vil samle byens juleoplevelser til ét fælles arrangement med både de sædvanlige juleaktiviteter og et nyt marked med stande fra nær og fjern.
Af John Jensen, lokaljournalist
Ø. HORNUM: Julen er en travl tid. Ikke mindst i en aktiv by som Øster Hornum, hvor familierne gennem årene har haft mange aktiviteter at deltage i ved juletid. Det kunne måske gøres bedre, hvis byens foreninger samler sig om et stort fælles julearrangement. Sådan lyder idéen bag det store arrangement, der bliver afviklet lørdag 23. november.
- Vi vil gerne skabe en begivenhed, der handler både om et marked og om jul. Der skal være noget for både børn og voksne, så folk har noget mere at gå efter, når de skal afsted, lyder det fra Bent Sigaard, der er talsmand for den gruppe af foreninger og institutioner, som står bag arrangementet.
Julemanden har også i år meldt sin ankomst til Katbakken.
Centrum på Katbakken
Deltagerne vil derfor kunne glæde sig over aktivitet for børnene og muligheden for at købe gaver, julevin og meget andet. Det hele foregår på Katbakken.
Man kan få et kort med rute, der leder deltagerne rundt til nissefamilien Rødhats 24 låger oppe i skoven. Bag hver låge er der mulighed for at tage en ting med sig, hvis man lægger en ny ting til den næste, der åbner lågen. Turen slutter ved julemandens hus, hvor man kan aflevere sine juleønsker.
- Derudover ankommer julemanden i sin kane, og vi har fået kirkens kor til at komme og synge for til fællessang på Katbakken, siger Bent Sigaard.
- Og så håber vi selvfølgelig at der, ligesom de seneste par år, kommer sne, der kan give den helt rigtige stemning, siger han.
Nissefamilien Rødhats 24 låger i skoven, der var en kæmpe succes i 2023, er også med ved Jul På Katbakken 2024.
Markedsgade
- Der er gjort plads til en række stadeholdere i teltet og 10 pavilloner i en markedsgade. Og vi har givet byens foreninger mulighed for at komme og præsentere sig selv og deres samarbejdspartnere, siger Bent Sigaard.
Folketingsmedlem Bjarne Laustsen har sagt ja til at komme og klippe snoren og holde åbningstale for arrangementet, der gerne skulle trække folk til fra omegnen, så byen også bliver promoveret.
- Vi vil gerne vise, at Øster Hornum er en rigtig god by at bo i med et stort fællesskab, siger Bent Sigaard.
Ambitioner for fremtiden
Det lyder som et ambitiøst arrangement, men måske er det blot starten på noget større, lyder det fra talsmanden.
- Vi har holdt ambitionerne lidt nede her første år. Vi skal lige have nogle erfaringer, og så må vi se, hvordan vi gør det bedst de kommende år, siger Bent Sigaard, der har oplevet stor interesse for at være med i Jul På Katbakken.
- Vi har været lidt sent ude, så mange havde lovet sig væk til andre steder. Men der en del, der gerne vil være med næste gang, lyder det fra Bent Sigaard.
FAKTA
Jul på Katbakken arrangeres af:
Friluftcenter Katbakken
Øster Hornum Hallen
Øster Hornum Kirke
FDF, Øster Hornum
Øster Hornum Skole
Øster Hornum
Borgerforening
FAKTA
Blandt stadeholderne er:
Dagli’Brugsen, Øster Hornum
Bisgaard Vinhandel, Støvring
Kirketerp Gl. Skole
BreadByKaerup, Aalborg
Skørpingholme Garn
HP Interiør, Ravnkilde
Veggerby Frugtplantage
Aloe Vera, Nibe
Flere privatpersoner har også stande