- Torsdag, 21. november 2024
Vandre-turister skal forkæles med gode faciliteter, når de ad Hærvejen kommer forbi Øster Hornum. Et nyt friluftscenter med sove- og aktivitetsmuligheder og en lokal sti til Frendrup Nihøje skal gøre byen attraktiv for en ny type turister.
Af John Jensen, lokaljournalist
Ø. HORNUM: Et friluftscenter i Øster Hornum med overnatnings- og aktivitetsmuligheder til glæde både for hærvejsvandrere og lokalbefolkningen er på vej til at blive virkelighed.
En lokal arbejdsgruppe har de senere år arbejdet på at beskrive og finansiere projektet, og nu har en bevilling på 8,2 millioner kroner fra Nordea-fonden bragt projektet afgørende videre, fortæller Birgitte Bak-Sørensen, formand for Hærvejs Gruppen.
- Støtten fra Nordea er et kæmpe skridt nærmere en realisering af projektet. I en lille by som vores er vi vant til at løfte i flok, og vi er meget stolte af, at Nordea-fonden har valgt at støtte vores projekt og dermed bakke op om fællesskabet i Øster Hornum, siger hun.
På Friluftscenter Katbakken, er der allerede en natur og teknik-hytte, som flittigt benyttes til undervisning og meget andet.
Budget på 15 mio. kr.
Der er et samlet budget på 15 millioner kroner, så der skal arbejdes med fundraising i den kommende tid, og på det punkt er Birgitte Bak-Sørensen fortrøstningsfuld.
- Vi går efter et lån til energirenovering, støtte fra andre mindre fonde. Der er allerede bevilget 450.000 kr fra LAG Himmerland til den udendørs platform, siger hun.
Det er meningen, at planen skal gennemføres i 2025 og 2026, men arbejdet kan først sættes i gang, når der er fuld dækning for hele budgettet, fortæller formanden.
Kommunal hjælp
Rebild Kommune støtter med 150.000 kroner til etablering af Frendrup-Nihøje stien, men Birgitte Bak-Sørensen fortæller, at forvaltningen også har ydet meget værdifuld rådgivning og hjælp til projektarbejdet.
Hærvejscentret bliver placeret ved hallen med forbindelse Fritidscenter Katbakken, der også er en del af det samlede projekt.
Som en del af projektet er der på Katbakken også planlagt at opføre foreløbigt to primitive hytter, der kan supplere de i forvejen velfungerende shelters og teltplads med el, udekøkken, bålområde og multtoilet.
Nyt fælleshus
Det nuværende klubhus bliver til Fælleshuset, som vil få et kvalitetsløft til gavn for hærvejsvandrerne, lokalbefolkningen og nye målgrupper af besøgende. Når det står færdigt, vil Fælleshuset kunne tilbyde indendørs indkvartering på førstesalen, køkkenfaciliteter, lounge og caféområde, hvor man kan få et velfortjent hvil.
- Med projektet ønsker vi at invitere de besøgende indenfor og give dem muligheden for at opleve den fantastiske natur og det stærke fællesskab i vores lokalområde, siger Birgitte Bak-Sørensen.
Borgmester roser
Det velfungerende fællesskab i Øster Hornum får anerkendende ord fra Rebild Kommunes borgmester Jesper Greth, der takker de mange ildsjæle, som har kæmpet for projektet.
- Det gør mig virkelig stolt som borgmester at se den vedholdenhed og det engagement, der har drevet projektet. Hver gang der var sten på vejen – og dem har der været mange af – har de lokale kræfter stået fast, og de har set, hvor der var muligheder, siger han i en pressemeddelelse.
- I Øster Hornum har de stået sammen om at udvikle dette projekt, som giver et kæmpe løft, både til lokalområdet, Rebild Kommune og hele hærvejsprojektet, lyder det fra Jesper Greth.
I Fælleshusets 1. sal er der et lounge- og cafeområde, fælleskøkken og adgang til værelser.
Hærvejsperle
Hærvejen går op gennem Jylland og vil i de kommende år få en række lokale ”perler”, der er attraktive for gæster. I Øster Hornum er det Frendrup Nihøje, der er perlen.
”Frendrup Nihøje, som ligger i 105 meters højde, giver en spektakulær udsigt over Himmerland og Limfjorden ved de nu syv tilbageværende gravhøje fra bronzealderen. Den nye vandrerute, der vil følge en nænsom rute gennem Vokslev Hede, over Hasseris Å og ind i den urørte Frendrup Fredskov, forventes at opnå en premium vandrecertificering fra Deutsche Wanderinstitut, som én af de få ruter i Danmark.”, står der i en pressemeddelelse om projektet.
Fællesskabsby
Øster Hornum er i det hele taget en by med stærke fællesskaber. Byens idrætshal med tilhørende klubhus, og ikke mindst Friluftscentret Katbakken bag ved hallen, er skabt via lokale kræfter.
Det er byens hjerte og danner til dagligt rammen om byens mange aktive foreninger. Der dyrkes sport, og outdoorfolket har en god base her. Der afvikles arrangementer i forbindelse med Rebild Kulturuger, gåklub, koncerter og foredrag for folk i alle aldre, og ”natur- og teknik-hytten” på Katbakken benyttes flittigt til undervisning, lærings- og fritidsaktiviteter af områdets skoler og dagtilbud.
FAKTA
Hærvejscenter
Øster Hornum Hallen og Friluftscenter Katbakken står bag projektet, der er planlagt til at løbe af stablen fra 2024 til 2026.
Nordea-Fondens støtte på 8,2 mio. er hjørnesten i finansieringen af projektet, som har et samlet budget på 15 millioner kroner.
Centeret kommer til at ligge som et start/stopsted på den nationale Hærvejsvandrerute, der går gennem Jylland fra Flensborg til Frederikshavn og til Hirtshals. Frendrup-Nihøje stien, som udgår fra centeret, bliver en sløjfe eller en såkaldt ”perle” på Hærvejen.
Den nye Frendrup Nihøje-sti bliver på cirka 10 kilometer og går via Vokslev Hede, Frendrup Nihøje, Frendrup Fredskov, Hasseris Å og forbi spor fra jernalderen.
Der findes en tilsvarende Hærvejscykelrute, der ad et lidt andet spor går forbi Rebild.
Læs mere om Hærvejsruten på www.haervej.dk